Høsten er blevet skudt i gang og med den, er Landbrugsavisens Skyd Høsten konkurrence også begyndt. Landmænd fra hele landet, er begyndt at sende billeder ind til Skyd Høsten Først og Skyd Høsten Bedst, som viser at flere forskellige afgrøder er blevet høstet rundt omkring på de danske marker.
Der er blevet sendt mange billeder ind til Skyd Høsten Bedst, men ugens vinder blev et foto af den unge maskinglade dreng Kalle, som var på besøg hos sine sin bedstefar Jeppe Dalsgård-Madsen.
Til Kalles store skuffelse skulle ingen af Jeppe Dalsgård-Madsens afgrøder høstes den dag, og det betød også, at ingen af maskinerne skulle i brug.
Jeppe Dalsgård-Madsen vidste dog, at man på naboejendommen var i gang med at høste rødsvingel, så han tog Kalle under armen for se på mejetærskeren der arbejdede på højtryk hos naboen. Nabobedriften der er ejet af Ole Junker, som driver den sammen med Michael Tylvad, og sidstnævnte inviterede unge Kalle ombord på mejetærskeren, hvor han fik lov til at køre et par omgange med landbrugsmaskinen.
Jeppe Dalsgaard-Madsens billede af barnebarnet Kalle på vej mod naboens mejetærsker blev ugens bedste billede.
Høsten i fuld sving
Udover mange flotte billeder til Skyd Høsten Bedst, er der også kommet mange indsendelser til Skyd Høsten Først. Det tyder dermed på, at der er flere rundt omkring i landet, der har travlt med at høste, og der er flere, der har vundet gavekort ved at være de første til at sende et billede ind.
Der er blevet høstet engrapsgræs, rødsvingel, vinterbyg, almindeligt rajgræs, hvidkløver og spinat til frø. Dermed er seks af de i alt 13 udvalgte afgrøder til Skyd Høsten Først blevet krydset af listen, men vi afventer stadig indsendelser på vårbyg, vinterhvede, rug, havre, triticale og hestebønner.
Storlandbrug var først
Den første afgrøde der blev krydset af listen i Skyd Hørsten Først, blev engrapsgræs, hvor driftsfællesskabet DLM (Dansk Landbrugs Management) satte frøhøsten i gang 20. juni. Høsten faldt en uge tidligere end normalt fortalte direktør for DLM Morten Lund Olesen.
- Vi er omkring en uge tidligere på den i år end normalt, så vi håber på at være færdige med engrapgræsset fredag, så mandskabet kan få en friweekend, som nok vil blive den sidste i en periode, sagde han.
Selvom den tidligere sommer var præget af en rekord-vild tørke, kom regnen og reddede en del af høsten for mange. Morten Lund Olesen beretter, at man hos DLM ser positivt på høsten af engrapsgræs, og ser ingen grund til at betegne det som en katastrofehøst.
Markerne summer af travlhed
Det er ikke kun hos DLM på Sydsjælland, at man har taget hul på den travle høst-periode. I det sydlige Jylland hvor Kristian Juul Jensen driver 300 hektar sammen med sin far, tog man hul på høsten af vinterbyg søndag, 9. juni. Man havde ikke fået lige så meget regn her, som andre steder i landet, men Kristian Juul Jensen var alligevel rimelig tilfreds med weekendens høst.
- Det var vinterbyg som vi fik høstet, og det er kommet tørt ind på lige mellem 14 og 15 procents vand. Det ligger på et normalt udbytte, eller lige derunder. Denne her mark har klaret sig igennem tørken. Så må vi få at se, hvordan resten kommer, men raps og vinterbyg tror jeg giver okay. Så må vi se med vårbyg og rajgræs på sådan et tørt år, fortæller Kristian Juul Jensen.
Særlig modificering
I Skibby ved Isefjorden fik Morten Alfastsen høstet ni hektar med henholdsvis purløg og timian. Høsten blev foretaget med hans Fendt mejetærsker, som han selv har givet en helt særlig overhaling. Morten Alfastsen har monteret plader af krydsfiner på vinden. Han syntes, at pladerne hjælper til at fange de kostbare og skrøbelige frø og føre dem ind i skærebordet.
- Det er simpelthen for at trække purløgene forsigtigt ind i skærebordet, for så snart man rør et modent purløgshoved, så drysser frøene af, siger Morten Alfastsen, om den lille modifikation han har gjort på sin mejetærsker.
Først med kameraet
Udover engrapsgræs og vinterbyg er der kommet indsendelser af den første høst af rødsvingel, almindeligt rajgræs, hvidkløver og spinat til frø. Hos Niels Schrøder ved Søllested på Lolland var man først til at sende et billede ind af høsten på rødsvingel. Her var der tilfredshed omkring høsten af den tidlige Euromarie sort, da man tog hul på høsten af 55 hektar.
- Euromarie har set pæn ud hele sæsonen, og uden at tørken har sat sig spor, nok på grund af udløberne. Det er en nem høst, og der er stort set ikke noget bundukrudt på marken, fortæller Niels Schrøder.
Skyd og Vind
Skal du til at høste en af de resterende afgrøder, kan det være en god idé at fange et billede af høsten og sende det ind til Landbrugsavisen. Du kan vinde et gavekort på 500 kroner til SuperGavekortet samt et årsabonnement til magasinet Mark, Kvæg, Gris, Kødkvæg eller TrakotorTech.
Faktaboks
Skyd Høsten 2023 - Sådan gør du
Skyd Høsten Bedst:
Send dit mest skæve, underfundige, flotte, hyggelige eller stemningsfyldte billede ind.
- Hovedpræmie: Høstfest til 20.000 kr.
- Ugevindere deltager i konkurrencen om hovedpræmien.
- Ugevindere trækkes fra uge 28.
Skyd Høsten Først:
- Skyd en af de 13 afgrøder først og vind et gavekort på 500 kr. til SuperGavekortet.
- Årets 13 afgrøder: Vinterbyg, vinterraps, triticale, vårbyg, vinterhvede, rug, havre, alm. rajgræs, rødsvingel, engrapgræs, hvidkløver, spinat til frø og hestebønner.
- Vi har indtil videre fået insendelser på vinterbyg, rødsvingel, hvidkløver, alm. rajgræs, spinat til frø og engrapgræs.
- Vi trækker lod blandt alle andre indsendte billeder og videoer om 5 x 1 årsabonnement på Mark, Kvæg, Gris, Kødkvæg eller TraktorTech, værdi op til 1.879 kr.
Sådan deltager du:
Indsend dine billeder og video på: landbrugsavisen.dk/skyd-2023. Her kan du også læse betingelserne for konkurrencen.