Fordi Jeppe Dalsgård-Madsen ikke selv havde noget at høste, måtte han tage barnebarnet Kalle med over til sin nabos bedrift, så han kunne opleve mejetærskeren i sving.
Jeppe Dalsgård-Madsen har egentlig sin egen bedrift på 70 hektar, hvor han dyrker specialafgrøder som spinat, krysantemum og lupiner, men der var ingen af hans afgrøder, der var klar til at blive høstet i weekenden.
Til hans barnebarns skuffelse, betød det, at ingen af de store landbrugsmaskiner skulle i brug. Men Jeppe Dalsgård-Madsen vidste, at naboejendommen var i gang med at høste rødsvingel den søndag.
- Da vi er gået ud af bilen, så er han med raske skridt på vej mod mejetærskeren, så vi kunne få lov til at køre med nogle omgange, fortæller Jeppe Dalsgård-Madsen.
Kalle er lige ankommet til marken, og straks løber han mod mejetærskeren. Foto: Jeppe Dalsgård-Madsen.
Børnene kørte på tur
Naboejendommen i Veflinge på Nordfyn er ejet af Ole Junker, som driver den sammen med Michael Tylvad, som en dag skal overtage bedriften. De to samarbejdspartnere var i marken, for at høste 19 af de i alt 433 hektar, som hører til gården.
- Vi kørte med i to-tre runder. Dem, der kørte frø fra, de havde også nogle børn, der ville prøve. Så alle børnene fik en tur i mejetærskeren, siger Jeppe Dalsgård-Madsen.
Regnen faldt på et tørt sted
Jeppe Dalsgård fortæller, at både ham og hans naboer er tilfredse med vejret. Regnen måtte godt have landet tidligere, men da den endelig kom, nåede det at gøre bod på meget af den skade, som tørken havde voldt.
- Det har rettet meget på det. Det kan ikke rette det helt op, men det er blevet meget bedre. Havde tørken fortsat, så havde det været en katastrofe, siger Jeppe Dalsgård-Madsen om regnen.
Fra sin plads i mejetærskeren var Kalle på to år, med til at høste 19 hektar med et udbytte på 1400 kilo. Det er lidt mindre end hvad man er vant til på naboejendommen, fortæller Jeppe Dalsgård-Madsen, men det kunne have været meget værre.
Vandprocenten var på 11,5 og det var man også godt tilfredse med i det fynske, hvor de voksne kunne få sig en kop kaffe, efter at alle børnene havde fået lov til at prøve at køre i mejetærskeren.
Faktaboks
Skyd Høsten Bedst: Send dit mest skæve, underfundige, flotte, hyggelige eller stemningsfyldte billede ind.
- Hovedpræmie: Høstfest til 20.000 kr.
- Ugevindere deltager i konkurrencen om hovedpræmien.
- Ugevindere trækkes fra uge 28.
Skyd Høsten Først:
- Skyd en af de 13 afgrøder først og vind et gavekort på 500 kr. til SuperGavekortet.
- Årets 13 afgrøder: Vinterbyg, vinterraps, triticale, vårbyg, vinterhvede, rug, havre, alm. rajgræs, rødsvingel, engrapgræs, hvidkløver, spinat til frø og hestebønner.
- Vi har indtil videre fået insendelser på vinterbyg, rødsvingel, hvidkløver, alm. rajgræs, spinat til frø og engrapgræs.
Vi trækker lod blandt alle andre indsendte billeder og videoer om 5 x 1 årsabonnement på Mark, Kvæg, Gris, Kødkvæg eller TraktorTech, værdi op til 1.879 kr.Sådan deltager du:
- Indsend dine billeder og video på: landbrugsavisen.dk/skyd-2023. Her kan du også læse betingelserne for konkurrencen.