Årets frøhøst er skudt i gang i ugens løb. Det er nogle dage tidligere end normalt på grund af tørken.
DLF avlskonsulenter melder, at de første avlere er gået i gang eller skal i gang med at skårlægge engrapgræs, engsvingel og bakkesvingel i denne uge, og også direkte høst af bakkesvingel er meget tæt på at gå i gang.
47 hektar skårlagt tirsdag
Et af de landbrug, der har været først i frømarken med skårlæggeren, er driftsfællesskabet DLM, Dansk Landbrugs Management, der driver ca. 6.000 hektar på Sjælland, heraf 2.000 hektar økologisk.
Her blev der tirsdag skårlagt 47 hektar 3. års engrapgræs af sorten Balin. Skårlægningen fortsatte onsdag, og direktør Morten Lund Olesen, DLM, forventer, at de på fredag vil være nået i mål med at skårlægge alle 220 hektar med henholds vis 1., 2. og 3. års Balin.
- Vi er omkring en uge tidligere på den i år end normalt, så vi håber på at være færdige med engrapgræsset fredag, så mandskabet kan få en friweekend, som nok vil blive den sidste i en periode, siger han.
Engrapgræsset bliver skårlagt med tre Dolly-køretøjer, som hver består at to BCS-fingerklippere med en arbejdsbredde på tilsammen 16 fod.
- Skårlægningen er gået nemt, og BCS -fingerklipperne er i det hele taget velegnede til opgaven med det store areal, og fordi de er skånsomme ved græsset og efterlader en ensartet mark, fortæller Morten Lund Olesen.
Tirsdag var vandprocenten 36 for græsfrøene, og den ventes at falde cirka 2-3 procentpoint pr. døgn, så den ender under 30 procent sidst på ugen.
Skårlægning af engrapgræs hos DLM bliver udført med tre Dollyer.
4-5 tærskere står klar til at høste
Efter nogle dage på skår forventes engrapgræsset at blive tærsket næste uge.
- Det er mange hektar engrapgræs, vi har høstklar på en gang, men det passer godt med at vi her tidligt i høsten har en god høstkapacitet, og kan stille med 4-5 mejetærskere, siger Morten Lund Olesen.
Han vurderer, at engrapgræsmarkerne ser fornuftige ud. Ganske vist med pletter, der er brændt af hist og her, men det er ikke alarmerende, og intet peger på en katastrofehøst, understreger han. I et normalår høster DLM mellem 1.500-2.000 kg renvare pr. hektar i Balin-engrapgræs.
Driftsfællesskabet har en lang række andre frøafgrøder til høst, og efter engrapgræsset følger formentlig i næste uge økologisk engsvingel og dernæst rødsvingel, hundegræs og de tidlige rajgræsser. Senere følger også strandsvingel, rajsvingel og hvidkløver.
Dansk Landbrugs Management blev oprettet i 2001, da Vallø Stift, Ledreborg og Vibygård gik sammen i et samlet driftsselskab.
Skårlægning af engrapgræs hos DLM set fra oven.
Faktaboks
Skyd Høsten Bedst:Send dit mest skæve, underfundige, flotte, hyggelige eller stemningsfyldte billede ind.
- Hovedpræmie: Høstfest til 20.000 kr.
- Ugevindere deltager i konkurrencen om hovedpræmien.
- Ugevindere trækkes fra uge 28.
Skyd Høsten Først:
- Skyd en af de 13 afgrøder først og vind et gavekort på 500 kr. til SuperGavekortet.
- Årets 13 afgrøder: Vinterbyg, vinterraps, triticale, vårbyg, vinterhvede, rug, havre, alm. rajgræs, rødsvingel, engrapgræs, hvidkløver, spinat til frø og hestebønner.
Vi trækker lod blandt alle andre indsendte billeder og videoer om 5 x 1 årsabonnement på Mark, Kvæg, Gris, Kødkvæg eller TraktorTech, værdi op til 1.879 kr.Sådan deltager du:
- Indsend dine billeder og video på: landbrugsavisen.dk/skyd-2023. Her kan du også læse betingelserne for konkurrencen.
Relaterede artikler
Kommentarer