Parvis opstaldning af kalve, fra de er syv dage gamle, er et af flere krav, hvis malkekvægsbesætningen er tilmeldt hjerteordningens niveau to.
Og netop nu kontrollerer Fødevarestyrelsen, om besætningerne følger regelsættet. Det skriver Seges, Husdyrinnovation på landbrugsinfo.dk
- Som leverandør af kalve til Dansk Kalv-producenter skal man være registreret som hjerte 2-besætning og opfylde velfærdskravene for de kalve, der sælges til slagtekalveproducenten. Det betyder blandt andet, at kalvene skal opstaldes parvis, fra de er syv dage gamle, forklarer dyrlæge Peter Raundal, Seges Innovation.
Flere fordele
Ifølge Peter Raundal har den parvise opstaldning af kalve flere fordele. Især kalvenes velfærd og muligheden for smittebeskyttelse trækker op.
Kalve er flokdyr, og opstaldning sammen med andre kalve har en positiv effekt på deres velfærd.
Med parvis opstaldning er det samtidig lettere at lave en effektiv smittebeskyttelse mellem parrene, fordi kalve, som går sammen to og to, ikke behøver at kunne røre eller se andre kalve, som de skal kunne ved opstaldning enkeltvis, anfører Peter Raundal.
Der er ikke nogen særlige krav til, hvordan kalvebokse til to kalve skal være indrettet. De må blot ikke være skadelige og skal kunne rengøres og desinficeres effektivt.
Kontrolkampagnen startede i maj og løber frem til og med oktober.
Faktaboks
Sådan kan det løses
- Fjerne midteradskillelsen mellem to enkeltkalvebokse i kalvestalden
- Sætte kalvehytter tæt sammen to og to og lave fælles forgård
- Opsætte dobbelt-kalvehytter
- Anvende kalvevogne, hvor adskillelse mellem to bokse kan fjernes
Kommentarer