Alle står klar, når det er nødvendigt.
Hvor længe er det rimeligt, at medarbejderne er på arbejde, og hvornår kan de regne med at gå hjem. Balancen mellem familie og arbejde skal være i orden, men behovet er vidt forskelligt fra medarbejder til medarbejder. Det har Anders Andersen konstateret på sit landbrug Sandagergård med 1.200 hektar og procuktion af 40.000 slagtesvin.
- Forventer du, at jeg er der lige så længe som Mikkel og Gustav, spurgte Stefanie Falster lidt bekymret, før hun blev ansat i markbruget på Sandagergård. Hun kendte de to på forhånd som allerede arbejdede der og vidste, at de ikke går hjem klokken fire hver dag.
Anders Andersen kunne berolige hende. Det behøver hun ikke.
- Det handler om prioritering. Jeg prøver selv at være til rådighed for familien, når de kommer hjem om eftermiddagen, men så sætter jeg mig ind på kontoret igen om aftenen, siger han.
Stefanie Falster er nu heller ikke bleg for at give den en skalle.
- Selvfølgelig er jeg klar til at arbejde over i sæsonen, og jeg går ikke klokken fire, hvis der er brug for min hjælp, men normalt vil jeg gerne hjem og nå en ridetur, inden klokken er for mange, forklarer Stefanie Falster.
Mikkel Frederiksen har til gengæld svært ved at tage hjem fra arbejde, og engagementet er dybt – han vil gerne være med i alt. Han har også præsteret at ringe kolleger op, mens han var på ferie i Lalandia, fordi han kunne se på sin mobiltelefon, at de kørte rundt i en mark, der allerede var tilsået. Han skulle jo hellere plaske rundt i bassinerne med børnene, griner de andre.
- Jeg kan godt både nyde ferie med familien og følge lidt med på telefonen i ny og næ. Det er ikke anderledes, end når andre går på Facebook, forsvarer han sig med et smil.
- Nogle dage må vi sige, ’nu skal du altså køre hjem’ til familien, indskyder Joan Andersen, selv om de værdsætter indsatsen.
Jens Peter Lundgaard, der tidligere var selvstændig landmand, har til gengæld ikke noget problem med at komme af sted, så han kan nå til gymnastik, dans og andet.
- Jeg har taget de timer, der skal til i min ungdom, men når vi høster, så hænger jeg selvfølgelig på mejetærskeren, siger han.
For Anders Andersen er det vigtigt at der er en vis fleksibilitet begge veje, og hvis noget er vigtigt for medarbejderne, så skal de kunne tage fri til det. Ikke mindst i lyset af deres ekstra indsats, når der er spidsbelastninger.