Endnu en gang er antallet af arbejdsulykker i landbruget steget.
Der tegner sig fortsat en dyster tendens, når man kigger på antallet af arbejdsulykker i landbruget.
For stadigt flere får fingrene klemt i stalddøre, falder ned fra høloftet eller kommer ud for en ulykke med maskiner eller gylle.
Det viser den seneste opgørelse fra Arbejdstilsynet.
Antallet af arbejdsulykker i landbruget er steget fra 798 ulykker i 2020 til nu 860 ulykker i 2021. Det er en stigning på næsten otte procent.
Dermed er antallet af arbejdsulykker i landbruget det højeste i de syv år, Arbejdstilsynet opgiver statistik for. Det gør fortsat landbruget til en af de farligste brancher at arbejde i.
Skal man lede efter lyspunkter, er den store stigning i antallet af arbejdsulykker i landbruget fra 2020 til 2021 dog mindre end stigningen fra 2019 til 2020.
Ifølge Helle Birk Domino, afdelingsleder og arbejdsmiljøchef hos Seges, er det ikke kun skidt nyt, at antallet af arbejdsulykker stiger.
- Det kan se skidt ud med tallene, og det er også en dårlig ting, hvis det er fordi, der sker flere ulykker. Men der har været en udfordring med en del ulykker, der ikke blev anmeldt - altså et mørketal - og det er sådan set fint, at antallet stiger, hvis det er fordi, flere ulykker bliver anmeldt, siger Helle Birk Domino.
Ifølge arbejdsmiljøchefen hos Seges, ser det ud til, at det er de mindre alvorlige arbejdsulykker, altså de, hvor der registreres kortere sygefravær under tre uger, der registreres flere af.
- De mere alvorlige ulykker bliver anmeldt, og vi er kun glade for, at de mindre alvorlige nu også ser ud til at anmeldes i højere grad, siger Helle Birk Domino. Konklusionen bygger på en analyse foretaget af Seges.
Flest ulykker i kvægstalde
Generelt kan det dog ses af Arbejdstilsynets opgørelse, at de fleste ulykker i landbruget fortsat sker i kvægstalde i forbindelse med avl og pasning af malkekvæg. Kvæg-sektionen står for næsten hver femte ulykke i landbruget.
Derefter sker der flest ulykker i griseproduktionen og i forbindelse med markarbejdet. I 2021 skete der henholdsvis 168 og 126 arbejdsulykker i de to kategorier.
Langt størstedelen, omkring 80 procent, af ulykkerne i landbruget sker i region Syddanmark og Midtjylland, og 7 ud af 10 arbejdsulykker sker for mænd. Begge dele knap så overraskende, da to ud af tre landbrugsbedrifter ligger i Jylland og som oftest ejes af mænd.
Arbejdstilsynet oplyser til Landbrugsavisen.dk, at de ikke kender årsagerne til ulykkerne eller kan udtale sig herom.
I alt blev der anmeldt 63.686 arbejdsulykker til Arbejdstilsynet i 2021. Dermed er antallet af anmeldelser generelt steget for alle brancher, da det er cirka 17.400 flere anmeldelser end i 2020.
Ifølge Arbejdstilsynet skyldes denne øgede stigning primært covid-19, der har givet markant flere anmeldelser i kategorien "infektion og forgiftning" på tværs af alle brancher.
Det er vigtigt at bemærke, at det stigende antal af arbejdsulykker ikke kun behøver være et udtryk for, at der sker flere ulykker. Det kan også være et udtryk for, at flere landmænd får anmeldt arbejdsulykkerne.