Endnu en gang er antallet af arbejdsulykker steget.
Klemte og brækkede fingre og arme i stalden, faldulykker i laden og skarpe og store redskaber i marken. Antallet af arbejdsulykker i landbruget går kun en vej, og det er op.
Den seneste opgørelse fra Arbejdstilsynet viser, at antallet af arbejdsulykker i landbruget er steget fra 708 i 2019 til 798 i 2020. Det svarer til en stigning på næsten 13 procent.
Det viser en aktindsigt som landbrugsavisen har fået hos Arbejdstilsynet.
Antallet af arbejdsulykker i landbruget er det højeste i seks år, og landbruget er dermed fortsat en af de farligste brancher at arbejde i.
Langt størstedelen af ulykkerne i landbruget sker i kvægstaldene og forbindelse med pasning og avl af malkekvæg, fremgår det af Arbejdstilsynets opgørelse. I alt blev der anmeldt 205 ulykker i forbindelse med malkekvæg i 2020.
Det er dermed næsten en fjerdel af alle ulykker i landbruget, der sker i arbejdet med malkekvæg.
Også i marken, når der arbejdes med dyrkning af korn og i smågrisestaldene sker der en del ulykker. I 2020 skete der henholdsvis 119 og 99 arbejdsulykker i de to kategorier.
Det er dog vigtigt at bemærke, at der sker en stigning i antallet af arbejdsulykker ikke kun behøver være et udtryk for, at der sker flere ulykker. Det kan også være et udtryk for, at flere landmænd får anmeldt arbejdsulykkerne.
Dødsulykker
Også antallet af dødsulykker på jobbet er på det højeste niveau i seks år.
Arbejdstilsynet forventer at registrere 37 arbejdsrelaterede dødsfald i 2020, oplyser man. Det er det højeste antal siden 2015. Det er dog et samlet tal for alle brancher, og ikke kun landbruget specifikt.
I den fælles branchegruppe 'Landbrug, skovbrug og fiskeri' skete der otte dødsulykker i 2020, fremgår det.
Dødsulykkerne i 2020 tæller blandt andet en medarbejderne i 30'erne, der mistede livet da han sad fastklemt i et produktionsanlæg hos landbrugsvirksomheden Limfjordens Danske Rodfrugter.
Også en 66-årig mand mistede livet, da han blev klemt mellem en rendegraver og en gødningsspreder, der var påmonteret en traktor.
I løbet af de første fire måneder af 2021 viser de foreløbige optegnelser hos Arbejdstilsynet, at der er sket to dødsulykker i forbindelse med landbrugsarbejde.