Trods lavt udbud af slagteklare grise forbliver den tyske notering på rekordhøje 18,10 kroner.
Vejret er til grill, afsætningen på den tyske producentforening ISN's grisebørs indikerer potentiale til højere noteringer og udbuddet af slagteklare grise dækker ikke efterspørgslen hos slagterierne.
Forholdene er til en forøgelse af noteringen, men den forbliver på 18,10 kroner, der også er rekord.
Det skriver Danske Svineproducenter i en markedsorientering.
Det, der trækker i den anden retning, er beklagelser fra slagterierne i Tyskland over, at det er svært at presse yderligere prisstigninger ind på kødmarkedet, selv om vejret har været godt i den seneste periode.
- Slagterierne henviser til det lave prisniveau på eksportmarkederne og mener at europæisk grisekød p.t. er for dyrt for at være konkurrencedygtig. Derudover mener slagterierne at den tyske slagtesvinenotering allerede er på et højt niveau og at man ikke skal overdrive prisstigningerne, siger Markus Fiebelkorn, markedsanalytiker hos Danske Svineproducenter.