EU overvejer ifølge centralt placerede kilder at give russisk landbrugsbank adgang til de internationale betalingssystemer. Tiltaget skal bidrage til at sikre en forlængelse af Sortehavsaftale.
EU overvejer nu et forslag, der skal gøre det muligt for den russiske landbrugsbank, Russian Agricultural Bank, at oprette en underafdeling, der efterfølgende vil få reetableret sine forbindelser til de internationale banksystemer.
Initiativet skal ses som et forsøg på at sikre, at kornaftalen, der gør det muligt for Ukraine at eksportere korn ud af landet via Sortehavet, bliver forlænget efter den 17. juli.
Planen, som blev foreslået af Rusland og er videreformidlet af FN, vil give Russian Agricultural Bank mulighed for at oprette et datterselskab til at håndtere betalinger relateret til korneksport, forklarer fem personer med kendskab til diskussionerne ifølge den britiske finansavis.
Den nye enhed vil i givet fald få tilladelse til at bruge det globale Swift-system til finansielle transaktioner. Systemet blev ellers lukket for de største russiske banker efter Ukraine-invasionen sidste år.
Kornaftalen hænger lige nu i en tynd tråd. Rusland har afvist, at aftalen forlænges, når den udløber den 17. juli. Og selv om den på trods af Ruslands modstand tidligere er blevet forlænget, tvivler aktører i markedet på, at det vil ske denne gang.
Ruslands trusler er mere alvorlige
Embedsmænd tæt på forhandlingerne siger ifølge Financial Times, at Ruslands trusler om at afslutte aftalen syntes mere alvorlige denne gang end under tidligere.
Rusland har længe været utilfreds med, at aftalen i landets optik alene har tilgodeset ukrainske interesser og ikke – som Rusland var blevet stillet i udsigt – også gjorde det lettere for Rusland at eksportere korn og gødning.
Aftalen om en underafdeling til den russiske landbrugsbank blev drøftet på et møde blandt EU-lederne i sidste uge, fremgår det af Financial Times og betragtes som det mindste af flere onder.
Alene det understreger, ifølge Financial Times, hvordan vestlige regeringer er desperate for at bevare kornaftalen, som også er en finansiel livsline for Ukraine på grund af landets store landbrugssektor.