Det er stadig helt ufatteligt, at stort set ingen kommer til at stå til ansvar for kravet om minkaflivningerne, siger Louise Sander. Hun er i gang med at bygge en ny tilværelse op, men det kræver godt med tro på fremtiden.
Som mange tidligere minkavlere kan Louise Sander på dato og næsten klokkeslet huske, hvornår hun i november 2020 fik telefonopkaldet om, at hendes mink på farmen på Langeland skulle aflives.
Der var ikke noget valg, kun hvorvidt aflivningen skulle foretages af andre, eller om hun selv ville står for den.
Hun husker, hvordan hun sad isoleret og bestilte mad udefra for ikke at få corona ind på den smittefrie besætning. Håbede til det sidste, at avlsdyrene kunne gå fri. Alle de forgæves opkald til Fødevarestyrelsen for at spørge, om der dog ikke var en mulighed for at redde avlsdyrene, husker hun også meget tydeligt.
Men alle 15.000 mink blev aflivet på få, tumultariske dage. Tempo-bonus skulle hun have, når det nu ikke kunne være anderledes. 20 kroner per skind betød dog også noget.
Den enlige mor til fire børn (den ældste er nu flyttet hjemmefra) var begyndt tre år tidligere som selvstændig minkavler. Hun var begyndt med at arbejde hos børnenes far, der engang også var minkavler i nogle år.
Skind rådnede
Store frysecontainere, der ellers blev brugt til blomster, blev lejet lige efter nedslagtningerne og blev propfyldt med døde mink. Nu lå der for millioner af frosne skind, og hun vidste, at ikke alle ville kunne klare at blive tøet op. Mange måtte også destrueres, da containerne blev tømt tre en halv måned senere.
- Optøningen tog for lang tid, og ganske rigtigt var der råd i mange af skindene, da de skulle vurderes efter optøningen. Andre skind kunne klare heldigvis klare nedfrysningen, og de bliver nu solgt i mindre portioner. Også på den næste pelsauktion i september vil der være nogle af mine skind til salg, siger Louise.
Ikke alle sår heler hurtigt
Tiden er gået, men sårene er ikke helet - hvorfor bliver der ikke placeret et ansvar hos dem, der tog beslutningen? spørger hun.
- Der er jo ingen, der taler om cluster 5 i dag. Jeg kunne godt have fortsat. Det var en overreaktion, der kostede os erhvervet, som hun stille siger i dag.
Tanken om igen en dag at beskæftige sig med landbrugsdyr er forduftet. Hun er kommet videre og har købt en landejendom, hvor hendes far er en uvurderlig hjælp. Hun kan tilbyde overnatning til i alt 35 gæster ad gangen i otte større og mindre lejligheder, smukt indrettet lidt tilbagetrukket fra hovedvejen på Nordlangeland.
- Jeg har altid drømt om at være selvstændig, men jeg har ikke haft erfaring med at drive Bed & Breakfast, siger hun.
Ikke erstatningsmodel
Den seneste model for erstatninger, fast track-ordningen, har fødevareminister Jacob Jensen lanceret i april. I løbet af 2024 vil avlerne kunne se frem til erstatning, hvis de siger ja tak til at indgå i betingelserne for den nye forenklet erstatningsmodel. Han har også foreslået et nyt tiltag, hvor en gennemsnitlig avler går fra at modtage 50 procent af den samlede erstatning som acontoudbetaling til at kunne få udbetalt 70 procent i à conto.
De modeller vil Louise Sander ikke umiddelbart gøre brug af. Hun håber, at erstatningerne kommer så hurtigt, at det ikke vil kunne betale sig at tage imod det tilbud.
- Desværre kan min revisor dog først til jul se på de beregninger, der skal sikre min erstatning. Jeg kender ikke det beløb, jeg kan få udbetalt, men jeg bliver altså ikke forgyldt, som nogle folk påstår. Jeg har haft rigtig mange omkostninger, siden mine mink blev slået ned. Bare revisorer og advokater, der skal have betaling for at hjælpe med sagsbehandlingen, koster mere end de fleste tror. Og jeg må bruge en del penge på at bygge min nye tilværelse op, uden jeg har fået noget som helst i erstatning, siger Loise Sander med en vis irritation i stemmen.
Nyt fokus
Louise Sander var i november 2020 Langelands sidste minkavler. 15.000 mink var på vej til at kunne give et levebrød i årene fremover.
- Jeg er født på Langeland og har altid ønsket at arbejde med dyr. Men det var svært at finde en praktikplads dengang. Jeg flyttede som 12-årig til København med mine forældre og har arbejdet med meget andet, inden jeg tog tilbage til øen og fik jobbet hos minkavleren. Jeg havde aldrig forestillet mig, at mit liv ville tage sådan et drastisk skift, siger Louise Sander.
Nu bliver hun på øen, også fordi hendes børn føler sig hjemme der.
