Især smør og kærnemælkspulver måtte tage store prisfald på den seneste GDT-auktion.
Mejeripriserne har i over et år været i frit fald på det globale marked, og også den seneste auktion hos den store og toneangivende new zealandske mejeribørs Global Dairy Trade bød på prisfald.
Samtlige mejerikategorier oplevede faldende priser ved den seneste auktion 4. juli.
Det var især kategorierne smør og kærnemælkspulver, der tog de største prisfald på henholdsvis -10,3 procent og -11,4 procent.
Gennemsnitsprisen endte med at falde 3,3 procent, og indeksprisen faldt dermed fra 3.479 dollar pr. ton til nu 3.334 dollar pr. ton.
Mejeripriserne toppede på GDT-auktionen i marts 2022. Siden er priserne faldet støt. I 2023 har priserne bølget op og ned. I maj tog prisen et stort hop fremad, men prisimpulserne har været for nedadgående ved de seneste auktioner.
GDT er en online mejeri-auktion, hvor store mejerikoncerner som Arla og Fonterra sender mælkepulver, smør, ost og andre langtidsholdbare produkter på bud. Fra Global Dairy Trade-virksomhedens hovedkontor i New Zealand distribueres de solgte anparter i råvarerne videre til de store fødevarevirksomheder, der aftager produkterne.
Sådan gik det priserne
Seneste udvikling 4. juli
- AMF (mælkefedt) faldt med 3,4 procent til 4579 us dollars per ton
- Butter (smør) faldt med 10,3 procent til 4842 us dollars per ton
- Ched (cheddar) faldt med 3,1 procent til 4386 us dollars per ton
- SMP (skummetmælkspulver) faldt med 6,0 procent til 2525 dollars per ton
- WMP (sødmælkspulver) faldt med 0,4 procent til 3149 us dollars per ton
- BMP (kærnemælkspulver) faldt med 11,4 procent til 2189 us dollars per ton
- LAC (laktose) gennemsnitsprisen er ikke tilgængelig
- SWP (vallepulver) blev ikke udbudt