I Grønning nord for Skive høstede Niels Henrik Thordal vinterbyg sammen med sin søn og svigersøn. Familien har beskæftiget sig med landbrug i flere generationer.
Forrige weekend viste sommervejret sig pludselig fra sin bedste side, og Niels Henrik Thordal så sit snit til at få høstet den første vinterbyg. Han fik hjælp af sin søn og svigersøn, og sammen fik de høstet 6,7 hektar med et udbytte på 97 tønder per hektar.
- Og så kom konen og datteren med forplejning, så det er jo så traditionelt som det kan være, fortæller en grinende Niels Henrik Thordal.
Ikke så slemt som i 1992
Niels Henrik Thordals søn er uddannet landmand og arbejder på en anden bedrift, og viderefører dermed en lang familietradition. For Niels Henrik Thordals egne forældre drev også landbrug, og han kan ikke sige præcis, hvor lang tid det har været sådan.
- Jeg tror, at min gren går rigtig mange landbrugsgenerationer tilbage, siger Niels Henrik Thordal.
Udbyttet var han tilfreds med, da regnen nåede at falde tidsnok til at redde afgrøderne fra tørken. Niels Henrik Thordal ved alt for godt hvilke konsekvenser tørken kan have, for han etablerede bedriften i 1992, og som han selv siger på nordjysk:
- Det var et møjt ringe år. Men det gik jo det hele, og vi høstede det der var.
Velsmurt maskine
Høsten blev kørt ind på en Deutz-Fahr 4065 mejetærsker, og selvom den ikke er helt ny, så kører den stadig godt. Niels Thordal forstår nemlig at passe godt på sin maskine, for i modsætning til søn har han ikke nogen landbrugsuddannelse, men er derimod uddannet reservedelsmand inden for landbrugsmaskiner. Han har sit landbrug ved siden af sit fuldtidsjob i en maskinforretning, så han forstår at passe godt på sin mejetærsker, og ser ingen grund til at skulle skifte den ud foreløbig.
- Den er jeg ganske godt tilfreds med. Det er ikke en helt ny en, men den gør hvad den skal og den svigter aldrig. Det er ikke min plan at få den udskiftet, den passer mere end godt, til det vi har at høste, siger Niels Henrik Thordal om sin Deutz-Fahr 4065.
Faktaboks
Skyd Høsten 2023 - Sådan gør du
Skyd Høsten Bedst:
Send dit mest skæve, underfundige, flotte, hyggelige eller stemningsfyldte billede ind.
- Hovedpræmie: Høstfest til 20.000 kr.
- Ugevindere deltager i konkurrencen om hovedpræmien.
- Ugevindere trækkes fra uge 28.
Skyd Høsten Først:
- Skyd en af de 13 afgrøder først og vind et gavekort på 500 kr. til SuperGavekortet.
- Årets 13 afgrøder: Vinterbyg, vinterraps, triticale, vårbyg, vinterhvede, rug, havre, alm. rajgræs, rødsvingel, engrapgræs, hvidkløver, spinat til frø og hestebønner.
- Vi har indtil videre fået insendelser på vinterbyg, rødsvingel, hvidkløver, alm. rajgræs og spinat til frø
Vi trækker lod blandt alle andre indsendte billeder og videoer om 5 x 1 årsabonnement på Mark, Kvæg, Gris, Kødkvæg eller TraktorTech, værdi op til 1.879 kr.Sådan deltager du:
- Indsend dine billeder og video på: landbrugsavisen.dk/skyd-2023. Her kan du også læse betingelserne for konkurrencen.