Af Keld Sommer, griserådgiver, VKST
Det er blevet sommer, og det er dejligt. Det betyder at alle der arbejder med grise, og især søer, skal tænke anderledes end normalt.
Grise kan ikke svede, de køler sig ved at øge vejrtrækningen og generelt søge afkøling, i naturen ved at søle sig i mudder og vandhuller, det kan de ikke i staldene.
Vi ved, at andelen af selvdøde søer er højere i juli og august end resten af året. Vi ved også, at det er søer der er højdrægtige, der dør flere af.
Det vil sige, at ikke nok med, at det er et velfærdsmæssigt problem, så er det også et stort økonomisk tab, når en højdrægtig so dør.
En død so sent i drægtigheden betyder lige nu et direkte tab på mindst 8.000 kr.. Dette er blot, hvis man sælger grise på dansk notering ved 7 kg. Det er med andre ord rigtigt mange penge værd at gøre sig umage med at sikre dyrenes afkøling, så vi undgår flere døde søer.
Hvad kan du gøre i staldene?
Her er eksempler på hvad man kan gøre i staldene. Tænk over, hvad du skal gøre i jeres stald.
- De ansvarlige for hvert staldafsnit skal vide hvad de skal gøre og være opmærksomme på, når temperaturen stiger i staldene.
- Ventilationsanlæg skal selvfølgelig være rengjorte i alle staldafsnit. Sommervarmen er en god anledning til at vaske de stalde som ikke bliver rutinemæssigt vasket.
Løbestalde
De ny fravænnede søer har stor yverspænding og bliver ofte stillet i en boks uden mulighed for at gå ud.
Vær opmærksom på, at de ligger op ad hinanden og har alt andet lige sværere med at komme af med varmen.
Vær klar med vandslangen og observer søerne hyppigt, især i de varme perioder.
Observer søernes vejrtrækning. Enkelte søer har brug for ekstra afkøling, brug vandslange eller højtryksrenser med laveste tryk.
Drægtighedsstalde
Overbrusningsanlæg skal være rengjorte og dyser skal fungere 100 procent.
I de varme timer skal der være hyppig overbrusning, mens der i aften og nattetimer skal være meget lidt.
For fugtigt miljø kan give problemer med klovbylder. Et forslag kunne være to minutter x to gange i timen (kl. 8 til 20) Hele spaltearealet skal overbruses, så alle dem der har brug for det kan søge overbrusningen.
Der skal være fri adgang til rent drikkevand, og gerne både vandventiler og vandkar så søerne har flere muligheder for at vælge, hvad de vil drikke af.
Gør alt hvad du kan for at sikre luftudskiftning og følelsen af vind.
Har du dybstrøelse, skal der være muget ud inden varmen kommer i maj.
Det er i stierne med højdrægtige søer, man skal være særligt opmærksom. Kan søerne sprede sig ordentligt ud, så alle kan ligge i sideleje? Lad være med at have overbelægning, det koster.
Vær også opmærksom på sygestier med dybstrøelse. Søerne må ikke være tvunget til at ligge i halmen uden at have mulighed for at søge afkøling, typisk på et betongulv eller overbrust spalteareal.
Farestalde
Ryk fodringer væk fra de varmeste perioder.Juster fodermængde og fiberindhold ned, idet søerne ikke skal presses til at æde meget, når det er meget varmt.
Sørg for rene krybber, høj hygiejne og suppler vand til de søer, der ikke selv sørger for vandspejl
Gør gangene plaskvåde flere gange om dagen.
Juster farebøjler helt ud eller åben boksen helt så søerne har god mulighed for at flytte sig og ligge i sideleje.
Observer søernes vejrtrækning. Enkelte søer har brug for ekstra afkøling, hæld vand over dem, giv dem et plaskvådt håndklæde over sig eller lignende. Hav en vandkande klar til at kunne hælde vand over de søer, der har brug for det.
Sæt varmestress på dagsorden, det betaler sig big time.
God sommer.
Relaterede artikler
Kommentarer