Hvordan har søerne klaret den varme sommer? - her er 8 forslag til forbedringer 

Det er nu, hvor det hele er i frisk erindring, at der skal gøres status, så du kan være endnu bedre klar til næste år, og få foretaget eventuelle investeringer. 

Af Keld Sommer, afdelingsleder, VKST grise- og byggerådgivning

Sommeren 2022 var lang og varm - dejlig at holde ferie i, og det håber jeg alle har fået gjort.

Jeg bruger noget tid i øjeblikket på at snakke med producenterne om, hvordan det egentlig er gået med de ubehagelige ting sommeren havde med sig. 

Selvom vi i Danmark har et rigtigt godt klima til at drive griseproduktion, kan sommerperioden godt være strid at komme igennem.

I år har jeg en fornemmelse af, at branchen som helhed har været bedre klædt på til at forberede sig. Viden om at selvdøde søer stiger i juni, juli og august, har bredt sig fra Seges, og rådgivere og dyrlæger landet over har haft travlt med at sprede budskabet om at passe ekstra på søerne.

Det er de sendrægtige søer og søer, der er lige omkring faring, der får statistikkerne til at slå ud.

Bag tallene er der det kedelige faktum, at døde søer på grund af varme er et dyrevelfærdsmæssigt problem, et økonomisk problem og også et arbejdsmæssigt problem. Der er jo ingen, der kan lide at slæbe en højdrægtig so ud i 30 graders varme.

Figur 1. Udvikling i sodødelighed fordelt på måneder, 2018-2020

Mange er godt forberedt - andre ikke

Når jeg besøgte besætninger i sommer, blev jeg både imponeret over, at mange er godt forberedt, mange har foretaget ekstra foranstaltninger for at være klar til varmen.

Men omvendt blev jeg også overrasket over, hvor lidt fokus andre besætninger havde på den potentielle udfordring, der lurer hver eneste dag sommeren igennem.

Ledelsen på bedrifterne har en stor opgave med at informere og undervise deres medarbejdere i, hvad man skal være opmærksom på, når varmen bider sig fast i Danmark. 

Det er nu, hvor det hele er i frisk erindring, at der skal gøres status, så du kan være endnu bedre klar til næste år, og få foretaget eventuelle investeringer. 

8 Forslag til forbedringer

Herunder en liste over de tiltag, jeg er stødt på indtil nu. Er der nogen af dem, du kan bruge, så få det ind i årshjulet i stalden.  

Min opfordring er at tænke over, om dine egne sommertiltag kan forbedres til næste sommer, inden det bliver sommer igen.

  • Ved dybstrøelse i drægtighedsstalden, løbestalden og sygestald skal der muges ud i slutningen af maj/start af juni, så der er mindre varme fra måtten. 
  • Luftskiftet i drægtighedsstalden er for lavt, og der skal ekstra udsugning i stalden, der kan tændes om sommeren. Anbefalingen er udskiftning af 125 kubikmeter luft pr. so pr. time. 
  • Overbrusningen i drægtighedsstalden skal udvides, så større områder kan holdes våde, og flere søer kan overbruses. Overbrusningsinterval skal sættes ned. Overbrusningstiden sættes op når varmen kommer, og justeres tilbage igen, så snart varmen går væk igen, ellers risikerer vi flere klovbylder ved søerne. 
  • Før og under faring holdes bokse helt åbne så søerne har nemt ved at bevæge sig. 
  • Foderstyrke i sendrægtighed og under faring reduceres. 
  • Der sættes flere vandkar, drikkekopper og bideventiler op i drægtighedsstalden. 
  • Der sættes aktivt fokus på det ved staldmøder, og sættes mål om nul varmestress døde søer om sommeren. Det kan nemlig godt lade sig gøre. 
  • Har vi luftskifte nok i farestalden. Anbefalingen er udskiftning af 375 kubikmeter luft pr. so pr. time. 

 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle