Af Erik Sandal, chefrådgiver, Planteproduktion Velas, ers@velas.dk
Med tørken, som i skrivende stund stadig er det store emne i årets planteavl, er der grund til at overveje om der er noget, der skal gøres anderledes end tidligere år.
Tidlig såning muligt de fleste steder
Som det ser ud lige nu, er der gode muligheder for tidlig såning, da vi må forvente at høsten bliver tidligere end normalt. Mange steder vil det formentlig være muligt at så i begyndelsen af august.
Det er kendt viden, at tidlig såning er den mest afgørende faktor for en god udvikling af efterafgrøder.
Dette er netop blevet yderligere dokumenteret i en ny rapport på Landbrugsinfo. Her er der udført over 300 målinger af biomasse og kvælstofindhold i overjordisk biomasse af efterafgrøder. I figur 1 er gengivet effekten på såtidspunkt på kvælstofoptagelsen.
Tidlig såning er derfor nok den vigtigste faktor for god udnyttelse af efterafgrøderne. Det giver også en mindre udvaskning af kvælstof, hvilket også er undersøgt i forsøg. Det viser figur 2, som også er fra omtalte rapport.
Figur 1. Kvælstofoptagelse i overjordisk biomasse, afhængig af såtidspunkt
Kilde: Effekt af såtidspunkt af efterafgrøder på kvælstofoptagelse og udvaskning- Landbrugsinfo.dk
Figur 2. Måling af udvaskning af N i forsøg med såtidspunkter for efterafgrøder ved Aarhus Universitet (Foulum og Havrisvej) i 2019 og 2020
Kilde: Effekt af såtidspunkt af efterafgrøder på kvælstofoptagelse og udvaskning- Landbrugsinfo.dk
Såning før høst: Eftervirkning af ukrudtsmidler
Der er efterhånden flere gode erfaringer for at etablere tidlige efterafgrøder ved at så dem via spredning før høst. I Landsforsøgene 2022 er der således fundet dobbelt så stor kulstofoptaglese ved såning før høst.
Du skal dog i år være særlig opmærksom på, om efterafgrøderne kan blive hæmmet af eftervirkning af de ukrudtsmidler, der er anvendt i afgrøderne her i år. Særligt i tørre år er der risiko for dette.
Vi ved at Mustang Forte ikke tillader vækst af bælgplanter, men vi har også set at græsmidlerne Broadway, Cossack, Atlantis og Hussar i tørre år kan påvirke efterafgrøder.
I år vil jeg derfor ikke anbefale spredning før høst, hvor disse midler er anvendt i årets afgrøde. Såning efter høst med en forudgående jordbearbejdning vil alt andet lige nedsætte risikoen for skade.
Bælgplanter i efterafgrøder
Der er de senere år givet mulighed for at anvende bælgplanter i de efterafgrøder, som er styret af regler (målrettede- pligtige- og husdyrefterafgrøder).
Forudsætningen er, at der købes godkendte færdigblandinger, som indeholder max. 25 procent bælgplanter (målt på antallet af frø).
Vi har gode erfaringer med disse blandinger, hvis de sås tidligt, hvilket vil sige første uge af august. Senere såning giver for lidt udbytte, og de bliver for dyre, og du kan ikke nå den ekstra eftervirkning på 25 kg N som der kræves.
Efterafgrøder med bælgplanter giver et helt anderledes plantedække og booster jorden, især på de ejendomme hvor der ikke jævnligt tilføres husdyrgødning. Har du ikke prøvet sådanne blandinger, er det nok i år der er god mulighed.
Jeg vil dog fraråde at anvende dem, hvor der er brugt høje doser af de førnævnte ukrudtsmidler - og er der brugt Mustang forte, vil bælgplanter slet ikke gro.
Relaterede artikler
Kommentarer