Rådgiver: Husk at koen skal drikke 4-5 liter vand per kilo mælk

Bredde, højde over gulvet og udformningen af vandkar – betyder noget for koens vandoptagelse og ydelse.

Af Kristina Krogh Jensen, kvægrådgiver, LandboNord

Lige om lidt stiger temperaturen i kostaldene, og inden længe er der krav til tilgængeligheden af vand i forhold til Dyrevelfærdsloven. Så næste gang du står i stalden og betragter dine køer, imens de drikker vand, så læg mærke til, hvordan køerne egentlig drikker af vandkarret!

Hvis udformningen og placeringen ikke er optimal, kan vandoptagelsen reduceres væsentligt, og dermed give nedsat ydelse og sundhed. En ko drikker cirka 10 minutter om dagen, så giv dig tid til at studere hendes adfærd. 

Mælk består af 90 procent vand, og mangler en ko vand, reducerer hun sin produktion tilsvarende. Hver gang der produceres ét kg mælk, drikker eller optager koen 4-5 liter vand enten fra drikkekar eller foderet. Jo mere vådt foder, desto mindre behov gennem reel vandoptagelse. 

Hvordan drikker en ko?

Alle forsøg viser, at køer drikker mest via et kar ved frit vandspejl i stedet for af en drikkekop. Hvis udformningen af vandkarret ikke er korrekt, vil der ses en del køer, som står på skrå foran karret. Eller står for enden af vandkarret for at kunne drikke på den lange led, eller endnu mere aparte står køerne i dén sengebås, som grænser op til vandkarret, og drikker hen over vaskemuren. Alle disse tegn signalerer en forkert udformning af vandkarret. 

Optimalt vil koen stikke sin mule tre til fire centimeter ned i vandet, mens hun bøjer hovedet i en 60° vinkel, og i den position kan hun drikke 10 til 20 liter vand i minuttet. Bliver dén vinkel ikke ”rigtig”, støder hun kæbebenet mod karret eller må stå på tæer for at nå vandet. Ingen af delene kan koen lide. 

Bredden af vandkarret skal være mindst 60 centimeter for at give plads til hele ”den lange led” af koens hoved. For at koen ikke skal stå på tæer for at få den rigtige vinkel af hovedet, skal placeringen af vandkarret være maksimalt 80 centimeter fra klov-niveau og til kanten af karret for holstein og maksimalt 70 centimeter for jersey.  

Vandoverfladen må maksimalt være 10 centimeter fra kanten af karret og ned til overfladen, ellers kan koen ikke nå derned ved maksimalt 60° vinkel. 

 
Ifølge ”Danske Anbefalinger for kvæg” bør der være 10 centimeter drikkekar per ko og fra 1. juli 2024 bliver der krav om 10 centimeter per ko. 

En stærk ko kan hurtigt optage sin egen længde i et vandkar, hvis hun står på tværs, og med kun 10 minutters vandoptagelse per ko om dagen, skal stærke køer ikke fylde ret længe, før svage køer mangler 1-2 minutter og dermed 20-40 liter vand.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.