Landmandsforsøg: DanBred vokser bedre end Danish Pig Genetics

Det første forsøg på at sammenligne DanBred og Danish Pig Genetics er gennemført. Hos Danish Pig Genetics er direktør Jan Gerber dog ikke ligefrem imponeret over forsøget og set-uppet.

I februar indkøbte Paul Bonde Christiansen 1.000 smågrise til en tom stald.

Den ene halvdel kom fra et sohold, der har indkøbt polte og sæd fra Danish Pig Genetics, den anden halvdel kom fra et sohold, der havde indkøbt polte og sæd fra DanBred.

Målet var at sammenligne de to grupper af grise på tilvækst, foderforbrug, kødprocent og dødelighed og derefter regne produktionsøkonomi på de to grupper.

Forud var staldens ventilationsanlæg kontrolleret, vådfodringsanlægget kalibreret og forsøgsbetingelserne fastlagt, så resultaterne kunne være så pålidelige som muligt under de givne forhold.

Grisene fik indkøbt færdigfoder med 133 gram fordøjeligt råprotein og 9,5 gram lysin fra indsættelse omkring 30 kilo til levering ved 115 kilo. De fik op til 3,6 foderenheder dagligt.

Nu er alle grise slagtet og resultatet opgjort af eksterne konsulenter.

Det viser, at DanBred-grisene voksede 1.158 gram mod 1.062 gram hos Danish Pig Genetics. Foderforbruget er tilsvarende opgjort til 2,59 mod 2,72, dødeligheden 0,8 mod 1,2 procent og kødprocenten 62,47 mod 61,46.

Seges Innovation har regnet økonomi på tallene og kommer frem til en forskel på 36 kroner i DanBreds favør. Halvdelen heraf skyldes den bedre foderudnyttelse. Foderpriserne er fem års gennemsnit.

- Mit forsøg kan ikke stå alene. Jeg ser gerne, at mine kolleger laver lignende forsøg, så vi får et større og mere sikkert grundlag at vurdere på, siger Paul Bonde Christiansen.

Hvis forskellen, som er fundet i hans besætning, genfindes andre steder, så er det ifølge ham noget, der skal frem i lyset.

- Uanset om DanBred eller Danish Pig Genetics ligger bedst i mit eller i andre forsøg, så har slagtegriseproducenter krav på at kende resultatet, siger han.

Paul Bonde Christiansen forventer, at hans forsøg bliver kritiseret for manglende nøjagtighed og for at han som DanBred-avler ikke er uvildig. Det tager han med.

- Jeg kalder det et landmand til landmand forsøg, som vi har gennemført så godt som muligt. Vi har samarbejdet med folk i branchen, der kender til at gennemføre sådanne forsøg, så man opnår et pålideligt resultat, siger han.

Svar fra Danish Pig Genetics: Vi ryster ikke på hånden

Jan Gerber, administrerende direktør hos Danish Pig Genetics, er ikke imponeret over en sammenligning mellem 500 smågrise med Danish Pig Genetics genetik og 500 smågrise med DanBred-genetik gennemført hos en DanBred-avler.

- Vi har stor respekt for vores konkurrenter, men at lave et hjemmeforsøg på 500 slagtegrise hos en af deres egne avlere siger alt om forsøgets troværdighed, lyder det fra direktøren.

Han hæfter sig ved, at DanBred-resultaterne i forsøget ligger under de resultater, han hører om fra egne kunder, hvor det er normalt med 1.200 gram tilvækst og højere kødprocent end i forsøget.

Han understreger også, at produktionsresultatet i en besætning i høj grad også afhænger af blandt andet sundhed, vaccination, fodring og ikke mindst management.

Danish Pig Genetics stiller gerne op til en afprøvning med for eksempel DanBred.

- Det er vi naturligvis klar til. Vores krav til et forsøg er blot, at det skal foregå i en ordentlig skala og gennemføres af en uvildig part. Og så undrer vi os da over, at vi ikke var inviteret med til at deltage fra Danish Pig Genetics side i forbindelse med det omtalte forsøg, siger Jan Gerber.

Han fremhæver desuden, at Danish Pig Genetics har sine egne avlsmål, som kan være anderledes end avlsmål hos andre avlsselskaber.

- Vi kommer ikke uden om, at vi er to forskellige avlsselskaber med forskellige avlsprogrammer. Vi avler efter totaløkonomi per produceret kilo kød, hvor det også handler om for eksempel robuste søer og orner, lav dødelighed og nem pasning. DanBred har tilsyneladende andre avlsmål, lyder det fra Jan Gerber.

Hvor DanBred er en konkurrent på det danske marked, ser Danish Pig Genetics andre selskaber som større konkurrenter, når han vender blikket mod udlandet.

- I udlandet er PIC og Topigs Norsvin vores primære konkurrenter, siger Jan Gerber.

Faktaboks

Forsøget

Indkøb: Smågrisene var indkøbt hos to smågriseproducenter, der siden 2018 har købt polte og sæd hos henholdsvis Danish Pig Genetics og DanBred. Begge hold à 500 smågrise blev indsat primo februar.

Fodring: Alle fik samme enhedsblanding med 133 gram fordøjeligt råproteing, 9,5 gram lysin og op til 3,6 FE/dag.

Slagtning: Leveret til Danish Crown ved en levendevægt omkring 115 kilo.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle