Landmand med 300 køer: Vi skruer ned for de røde køer og op for Holstein

Blog fra mælkeproducenten: Hos os er sundheden lige god hos Holstein og de røde, men vi kan hente 1.500 kilo EKM ekstra hos Holstein.

Af Niels Holger Nordendahl – fortalt til Frederik Thalbitzer

Det er lidt banebrydende for os, men vi har haft møde med vores avlskonsulent og besluttet at øge andelen af Holstein i besætningen. Vi holder stadig lidt ved de af de røde køer, som giver rigtig meget mælk, men vi øger andelen af Holstein markant. Vi kan simpelthen se, at vi kan få 1.500 kilo EKM mere ud af en Holstein end af de røde, og det er mange penge værd. 

Røde køer er kendt for at være meget sunde, men her på gården kan Holsteinkøerne godt klare sig sundhedsmæssigt, og så er der ikke så meget at betænke sig på. 

Fut i køerne

Vi har også den glæde at vores reproduktion er steget voldsomt. Vi har haft stor glæde af at have fået heat time, så vi ikke misser brunst. Det betyder, at vi nu inseminerer 75-80 procent af køerne med kødkvæg.

Sent forår

Markarbejdet er trukket voldsomt ud – vi har ud af 126 hektar, der skal sås til med majs, gjort 30-40 hektar klar. I min sidste blog skrev jeg, at vi ville så efter påske. Det skal jeg lige love for, det er efterhånden længe efter påske, men endelig rykker det i marken på Nordendahl. 

I denne uge står den på forberedelse til majsen med tømning af gylletanken for sand og udkørsel af møg. Det kan endelig holde ploven varm.

Sidst på ugen eller først i næste uge sår vi. Det er lidt sent, men foråret har været koldt, og jordtemperaturen skal være med, hvis vi skal godt fra start, og jorden skal for Guds skyld være tjenlig. 

Vi holder ploven varm...

Sort efter lokalitet

Vi har tre forskellige majssorter, som er valgt efter hvilke lokaliteter, de skal vokse på. På de koldeste jorde skal vi have de tidligste sorter. Andre steder kan vi vælge andre sorter, som giver lidt mere udbytte med hjem. Når vi vælger sort efter lokalitet, kan vi også sikre, at de bliver modne nogenlunde samtidig. 

Første slæt i næste uge

I næste uge tager vi 1. slæt af græs på 20 hektar. Det er usædvanligt, at det sker samtidig med, at omtrent samtidig med at vi skal så majs. Det er tidligt at tage slæt, men vi mangler faktisk græs, så vi er nødt til det. 
Jeg tænker, det bliver en letfordøjelig sag, ikke mindst i lyset af, at de er i gang med et tungt fordøjeligt 5. slæt lige nu. 

Ellers går det slag i slag. Vi har tømt en gylletank for sand, nu hvor den var tom. Vi tømmer hver tank cirka hvert andet år. Sand i sengebåsene er godt, og så må man lige tage den opgave det er at grave sand væk.

Det er ikke noget problem, bare noget, der skal gøres. 

Faktaboks

Nordendahl

  • 300 køer, 40 pct. røde, 30 pct. holstein og resten krydsninger
  • Sælger tyrekalve som spæde til fast aftager
  • 11.500 kg EKM pr. årsko
  • Malker to gange om dagen
  • 5 ansatte plus skoledrenge
  • Staldanlæg fra 2009
  • 230 hektar, 90 hektar lejet
  • Fortrinsvis majs og græs, plus lidt korn
  • Marker passes overvejende af maskinstation
  • 5. generation på ejendommen
  • Niels Holger Nordendahl er 50 år, gift med Mette, der er lærer i Salling
  • 4 børn – Johanne, 22 år, Magnus 18 år, Laurits 14 år og Agnete 13 år

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.