Landmand: Kødet giver en god pris, så nu ryger celletalskøerne ud

Blog fra mælkeproducenten: Hos Niels Holger Nordendahl finkæmmes besætningen for celletalskøer, fordi de nu kan sælges til en god pris og der er rigeligt med kvier at sætte ind.

Af Niels Holger Nordendahl – fortalt til Peter W. Mogensen

Celletallet er lige faldet til under 200.000 i gennemsnit. Det er resultatet af, at vi de seneste to måneder har finkæmmet besætningen ud fra celletalslisten, hvor millionærerne og kronikerne har fået en enkeltbillet til slagteriet. Vi har rigeligt med kvier at sætte ind, og når oksekødsnoteringen samtidig er høj, er livet truet for en ko med højt celletal.

Vi har tidligere med mellemrum taget en oprydningsrunde i besætningen, og det har været at se på celletallet i mælken. For at kunne rydde op skal der være kvier at sætte ind, for jeg vil ikke køre med slap kæde. Staldens kapacitet skal udnyttes, og derfor har celletalskøer i perioder fået et længere liv, fordi der ikke stod en ny kvie klar. Vi har også prøvet at køre med forlængede laktationer på nogle ældre celletalskøer for at holde stalden fuld. Det har været positivt af hensyn til at opnå mælkemængden, men det har kunnet ses på celletallet.

Overvejer flere serviceaftaler

Vi har også stillet skarpt på vedligehold i maskinhus og stalde. Der er løbende noget, som trænger, og nu har vi tiden til det. I det omfang vi selv kan klare opgaven, så finder vi svejseapparat og skruenøgle frem. Når det kniber ringer vi til vores dygtige smed.

Vi har de seneste fem-seks år haft serviceaftaler på de nye traktorer, og det har været en positiv oplevelse. Dels er det rart, at man kan regne med, at de altid kan køre. Samtidig er det også rart, at omkostningen til vedligehold er fast og kendt i året, der kommer. Vi overvejer at få flere serviceaftaler. Det kunne være malkeanlægget, men man skal altid have et kritisk øje på aftalen, så man sikrer, at man får noget for pengene.

Ydelse op og ned

Siden sidste blog er ydelsen faldet en lille smule. Køerne giver 35,5 kg EKM pr. dag, hvilket er et halvt kg mindre end sidst, men stadigvæk 1,5 kg over vores mål. Ydelsesfaldet kan formentlig relateres til et dårligt femte slæt, som nu er skiftet ud med et bedre tredje slæt, og ydelsen er så småt ved at vende.

Corona spiller stadigvæk en rolle i stalden, hvor nogle medarbejdere har været ramt. De nye isolationsregler har dog gjort det lettere at få arbejdsplanen til at hænge sammen og alle har givet et ekstra nap. Det er jeg glad for.

Gylle til majs

Inden forårsarbejdet begynder at melde sig skal jeg have kigget på vores muligheder for at udnytte husdyrgødningen bedre. Det er blevet mere aktuelt efter handelsgødning er blevet dyrere at købe ind. Jeg overvejer at placere gylle til majs, så vi kan undvære startgødning, men det kniber med at finde en maskinstation i nærområdet, som har grejet til det. Metoden egner sig måske også bedre i systemer, hvor der køres pløjefrit, og det er vi ikke nået til endnu. Så måske vi skal kigge på en mellemløsning. Jeg modtager gerne gode ideer, hvis nogen har regnet den ud.

Faktaboks

Nordendahl

  • 300 køer, 50 pct. røde, 30 pct. holstein og resten krydsninger
  • Sælger tyrekalve som spæde til fast aftager
  • 11.000 kg EKM pr. årsko
  • Malker to gange om dagen
  • 5 ansatte plus skoledrenge
  • Staldanlæg fra 2009
  • 230 hektar, 90 hektar lejet
  • Fortrinsvis majs og græs, plus lidt korn
  • Marker passes overvejende af maskinstation
  • 5. generation på ejendommen
  • Niels Holger Nordendahl er 48 år, gift med Mette, der er lærer i Salling
  • 4 børn – Johanne, 20 år, Magnus 16 år, Laurits 12 år og Agnete 10 år

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.