Årets mælkeproducent i Estland er dansk og hedder Leo

Danske Leo Hansen er netop kåret som årets mælkeproducent i Estland. Han står i spidsen for en mælkeproduktion med 1.110 køer.

- Det er en stor ære at få sådan en pris. Den er et tegn på, at vi gør mange ting rigtigt på ejendommen.

Sådan lyder det fra danske Leo Hansen, som er driftsleder for bedriften Härjanurme Mõis OÜ i Estland. Leo Hansen har netop vundet prisen som årets mælkeproducent i Estland i 2022.

Han vidste godt, at han havde en chance for at vinde prisen, som netop er uddelt for 23. gang.

- Vi startede med at være 24 nominerede, og så blev feltet skåret ned til tre, som fik besøg af en komite, fortæller Leo Hansen.

Komiteen bestod af i alt ti personer, som repræsenterede kvægavlsforeningen, ydelseskontrollen, regionsdyrlægerne samt de estiske myndigheder for fødevarer og landbrug.

- De inspicerede staldene, hvor de kiggede på dyrene og talte med medarbejderne og så lavede de en samlet votering, som faldt ud til min fordel, fortæller Leo Hansen.

troværdig pris

Han har været driftsleder på Härjanurme Mõis OÜ i snart otte år og har været indstillet til prisen de sidste tre år.

- For mig er det en troværdig pris, fordi de både trækker valide data for vores ydelse, sundhed og medicinforbrug og inspicerer bedriften og taler med vores folk. Det gør æren lidt større, lyder det fra Leo Hansen.

Prisen blev overrakt til en større ceremoni på det estiske landbrugsministerium. Her kårede man ligeledes årets kødkvægsproducent.

Som bevis på prisen fik Leo Hansen overrakt en ko af bronze med indgraveret navn. Koen er lavet af en berømt estisk kunstner.

En af de bedste i estland

Kvægbesætningen på Härjanurme Mõis OÜ tæller i alt 1.127 årskøer med en gennemsnitlig ydelse på 12.623 kilo mælk med 966 kilo værdistoffer.

Ifølge formanden for de estiske kvægavlere Tanel-Taavi Bulitko, er besætningen på Härjanurme Mõis OÜ en af de bedste i Estland både i form af produktion, sundhed og genetisk potentiale.

Han fremhævede i sin tale desuden, at Leo Hansen har en klar vision for udviklingen af virksomheden og kvægavlen i Estland.

Har du lyst til at læse mere om Leo Hansen og Härjanurme Mõis OÜ, kan du følge hans hverdag her.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.