Den tjekkiske producent Bednar er i forvejen kendt for at imponere med store, solide maskiner, og på Agromek i sidste uge fik den lige en tand til, for på Danish Agro Machinerys stand var producentens 12 meters Efecta CE 12000 såmaskine ikke sådan at komme udenom. Den vakte særlig opsigt med maskinens bælteundervogn.
- Det er jo en samsåningsmaskine til de store brug. Den har en 6.000 liters tank, der er delt 40/60, og den har sektionskontrol med fire fordelingshoveder og fire sektioner på hver tre meter, siger servicetekniker hos Danish Agro Machinery, Jesper Østergaard Jensen, der tilføjer, at udstillingseksemplaret er solgt til Rosvang Gods ved Thisted.
- På godset kører man i forvejen med bælter på traktoren og vil gerne skåne jorden, så de valgte, at såmaskinen også skulle leveres med bælter. Bælterne har en bæreflade på 2,16 kvadratmeter. Men den fås også med en almindelig hjulløsning, siger Jesper Østergaard Jensen, der regner med, at der er et marked i Danmark for en eller to af de store Efecta om året.
Bælteløsningen har navnet Floatrax. Bælteundervognen er 2,5 meter lang og 61 centimeter bred. Som en af de første producenter i verden har Bednar udviklet et understel med larvebånd til en såmaskine for at forebygge komprimering af jorden. Ifølge Bednar er bælternes maksimale tryk på jorden kun 42,75 kPa - så trykket på jorden ikke overstiger 70 kPa, som indebærer en negativ og uoprettelig jordhærdning,
Producenten understreger, at den store Efecta har et meget lavt behov for trækkraft i forhold til dens størrelse, og at den kan så op til 20 ha i timen.
Relaterede artikler
Kommentarer