God mandag morgen.
Skal du til Herning i de kommende dage?
Gu’ skal du så.
Jeg viser lige et par maskiner længere nede i denne læsevenlige kickstart på ugen, som skal overbevise dig.
Den ene er en af landbrugsmaskines rockstjerner – den anden en gammel legende fra 80’erne, som jeg selv kørte på plads op til weekenden.
Så skynd dig ud af efter en frisk kop kaffe, og så viser jeg et interessant såsæt frem, som også er solgt til et større dansk landbrug og Læsernes Traktor på sin sidste tur.
Først skal vi lige runde et par aktuelle bevægelser på maskinbranchens Richter-skala.
Deere: Tegn på hurtigere traktorfødsler
John Deere havde fornøjelsen af at fremlægge nye tal i sidste uge. Tallenes klare historie var, at John Deere havde øget indtjeningen i seneste kvartal med hele 75 procent og man nu forventer at tjene mellem 8 til 8,5 mia. dollar til næste år. Sådan noget er aktionærerne rigtig glade for. Det efterlader nok ikke en tro i det danske marked på billigere maskiner fra John Deere(og de andre). Til gengæld lod John Deere skynde igennem, at vi nok har set det værste af leveringskrisen på komponentsiden, så måske vi ikke skal så langt ud i fremtiden, før maskinerne begynder at flyde i lidt større hastighed fra producent til slutkunde.
Læs mere: Høje råvarepriser smitter positivt af på landbrugsgigant
Er imponeret: - Bare frem med kørehåndtaget
Forleden sendte kollega Solhøj lidt af en maskine afsted med LandbrugsAvisen til trykkeriet. John Deeres flagskib indenfor finsnittere i den nye 9000-serie, John Deere 9900i.
- Du skal ikke tænke over, om det er vådt eller tørt eller kort eller langt. Det er bare frem med kørehåndtaget, lyder kommentaren i artiklen fra Jacob R. Sørensen, som sammen med sin far Finn R. Sørensen driver Kalbygård Agro I/S ved Låsby. Inden vi går videre, så får du lige lidt data:
Den 24,2 liter store V12-motor fra Liebherr præsterer sit enorme drejningsmoment på 4.500 Nm allerede fra 1.100 motoromdrejninger. Det betyder, at der kan snittes græs ved 1.400-1.500 og majs ved 1.500-1.600 motoromdrejninger.
Du kan høre mere om maskinen og sparke dæk hos Herborg i Boxen – også kaldet hal X på Agromek – og ikke mindst læse meget mere her: Ny finsnitter imponerer: Det er bare frem med kørehåndtaget!
12 meter bredt bæltekøretøj
Og så skal vi til historien bag overskriften, som selvfølgelig drejer sig om, hvad vi kommer til at se på Agromek i Herning.
Et af de maskinsæt, som bliver vanskelige at overse er en Claas Axion med bælter parret med Bednars 12 meters Efecta såmaskine. Og hvad er så lige det specielle ved den? For et par år siden kom der nogle såkaldte spionfotos, hvor det blev indikeret, at Bednar, som jo bl.a. er kendt for at producere maskiner til de store vidder, barslede med nogle bælter til redskaberne. Og den var god nok. De er på plads i Herning. Med bælter har såmaskinen så fået efternavnet CE12000 Floatrax. Bælteundervognen er 2,5 meter lang og 61 cm bred – og mon ikke, der er et par nysgerrige landmænd og sønner, som lige skal hen og se nærmere på det. Claas’en har også bælter på bagakslen - og har til anledningen fået en særlig sølvfarve, som Danish Agro Machinery selv har fået malet til udvalgte traktorer.
Lige præcis den maskine, som man ser på Agroek, kan man dog ikke købe. Den er nemlig allerede solgt til et større jysk brug, som altså får sig noget kapacitet udover, hvad de fleste dødelige får lov til at køre rundt med her til lands.
Heldig læser vinderen traktoren – nu er den ankommet
Bevæger man sig over i hal C på slaget 16 tirsdag, så vil man ane, at en heldig TraktorTech-læser til gengæld godt kan stikke afsted med den udstillede maskine. Den kan godt nok ikke trække de helt tunge 12 meter såsæt. Til gengæld kan den køre præcist.
Jeg taler her om læsertraktoren IH 844S, som blev lanceret på Landskuet for efterhånden nogen år siden, siden vist på frem på Agromek og i Tivoli, så selv københaverne kunne møde en firser-legende. Fredag eftermiddag var en fed fornemmelse. Den kunne starte, den havde lige fået nyt gps-udstyr fra Ag Leader – og således var det bare at trille den ind i de hellige haller. Jeg glæder mig til at overrække den og afholde en lille overrækkelsestale i Herning i morgen i den anledning.
Se mere her: Heldig læser vinder traktoren - nu er den ankommet
Landmandssøn afskaffer knivarbejde
Hvordan finder en 25-årig landmandssøn lige på et redskab, som skal revolutionere den måde, vi skærer vores gødningssække op på?
Det hele starter med nogle polakker, som spørger efter en anden løsning, en far med et stort landbrug i udlandet – og en søn, som interesserer sig for tekniske løsninger – sidstnævnte i form af Mads Birkedal fra Agro-Bag A/S fra Køge-egnen, som står foran Agromek-debut med sit produkt af samme navn, der har afskaffet arbejdet med at hoppe op med en kniv, når bigbags skal tømmes i eksempelvis en gødningsspreder.
Få hele forklaringen her: Polakker mente, at der måtte være noget lettere end skære sæk efter sæk med kniv – endte med ny dansk opfindelse
Mindre på lager og Churchill
En af advarselslamperne som kan blinke ud for en maskinhandler er lagerbinding. Hvad er værdierne, hvis tingene står på lager i lang tid – og hvad har det med Churchill at gøre?
Fredag var landets maskinhandlere samlet til den årlige generalforsamling i Herning. I en dugfrisk analyse fra Dansk Maskinhandlerforening baseret på en lang række medlemsvirksomheders regnskaber var der positiv nyt på den front.
Landets maskinhandlere er nemlig blevet bedre polstrede med færre maskiner på lager og følgelig en bedre soliditet, som nu er på ca. 29 procent for landets maskinhandlere i snit. Bagtæppet er selvfølgelig flere år med længere leveringstider på nye maskiner, hvilket har skubbet på appetitten for at købe brugt – og have mindre nyt på lager.
- Man skal ikke lade en god krise gå til spilde, sagde Churchill. Det er jeg enig i, sagde branchedirektør Klaus Nissen med henvisning til den faldende lagerbinding.
Se mere her: Man skal ikke lade en god krise gå til spilde, siger slankere maskinhandlere
God Agromek – og god kamp
Dermed slutter vi denne nyhedsgennemgang med et positivt sted. En masse nyt grej - deriblandt Fendts 'Tractor of the Year' venter på os i Herning samt et "Ungdoms-DM for mekanikere" - Danmarks Bedste Lærlinge 2022, hvor fire unge dyster. Læs om de fire finalister fra TraktorHøst, Skjern Maskinforretning, Sjørup Group og Bdr. Thorsen her:
Hos Anders er de mærkelige opgaver de sjoveste
Måske Danmarks bedste: - Vi har jo valgt det her for at undgå at sidde stille
Birgitte er skrap til at skrue og skak
Min søster sagde, at jeg ikke turde
Den eneste uro i mit sind før Agromek er sammenfaldet mellem messens lange åbningstid onsdag og kick off på den vitale VM-kamp Danmark-Australien kl. 16. Men mon ikke det løser sig på en eller anden måde…
Ha’ en fortrinlig uge – i og uden for Herning.
Redaktionschef Christian Juel Jørgensen
PS: Agromek åbner tirsdag morgen kl. 9 og kører til og med fredag eftermiddag.
Relaterede artikler
Kommentarer