Landmand mangler foder: Pløjer græs og sår flere majs

Jens Peter Mølleskov mangler foder. Derfor har han netop pløjet en græsmark og sået majs.

Udfordringen med at skaffe tilstrækkeligt med grovfoder har netop fået økologisk mælkeproducent ved Videbæk, Jens Peter Mølleskov, til at træffe en hurtig beslutning.

Han har pløjet 17 hektar græs og sået majs i håbet om, at han på den måde kan nå at høste mere foder frem for ved at lade marken fortsætte i græs.

- Jeg er presset på vandingskapaciteten, så det var også for at få lidt luft på den konto, at jeg tog den lidt hurtige beslutning en eftermiddag, fortæller han.

Græsset var gået i stå

De 17 hektar, hvor majsen nu er spiret op, var bøvlede at vande, og græsset var i forvejen i dårlig forfatning.

- Derfor var beslutningen ikke så svær. Men om den er rigtig, kan jeg først sige til efteråret. Det kræver jo, at majsene når at blive færdige til høst, siger han.

Han har sået den tidlige majssort Cito for at øge chancerne, for at majsen vil lykkes.

Græsmåtten og jorden under var tør, da det blev vendt rundt, og derfor krævede det vanding efter såning af majs for overhovedet at sikre fremspiring.

- Majsene kom ret hurtigt op og står fint. Jeg er dog bekymret for, om rågerne tager lidt for mange af dem, fortæller den vestjyske mælkeproducent.

Lagre i bund

Ensilagesiloerne er meget lidt fyldte hos Jens Peter Mølleskov, som havde planlagt at bruge 2023 på at fylde lagrene godt og grundigt op.

- Sådan kommer det ikke til at gå. Jeg har eksempelvis købt noget græs hos en planteavler, som jeg ville ensilere, men nu henter vi det som friskt græs, fordi køerne ikke har noget at græsse herhjemme, siger han.

2018 var lettere at komme igennem, fordi han dengang havde et betydeligt lager af foder at fodre med.

- Vi har baseret vores fodring meget på græs. Når det ikke gror, er det ikke sjovt, konstaterer han.

Han vil fremover sørge for at have lidt mere majs med i sædskiftet, da det vil lette presset på vandingsmaskinerne.

- Jeg vil også fortsat sørge for at have forskellige afgrøder. De klarer sig forskelligt år for år. Eksempelvis skuffede rugen meget sidste år, men i år står den godt, fortæller han.

Emneord Plus; Tørke

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.