Af kvægrådgiver Cornelis van Santen, Syddansk Kvæg
I skrivende stund har vi den 10. juli og flere er klar til, eller har lige taget et 3. slæt græs. De fleste steder er man nødt til at erkende, at der indtil nu, har udbytterne i græs og helsæd været skuffende. Hvis det er der, hvor overgangslageret fra 2022 var lille og derudover mangler udbytter i græsmarkerne, skal der tænkes på alternativt grovfoder til at fylde køerne og især ungdyr med. Indtil nu var der fokus på at ensilere ekstra grovfoder, som brakmarker og/eller korn som tages som helsæd, men ikke alle har haft held til at få fat i det.
NDF
Nu har vi fået en del regn de sidste 2 uger, og det vil især gavne udbyttemængden i majs. Græs har det mere svært med at komme i gang igen, og der er stor chance for, at der senere på året stadig mangler græs i beholdningerne. Hvis der mangler græs eller anden ensilage med et betydeligt NDF-indhold, kan majsen måske bidrage med en vis mængde NDF, når høsttidspunktet optimeres efter det. Når der laves en foderration til højtydende mælkekøer, er letfordøjeligt NDF uundværligt til en sund ration. En sund ration har plads til stivelse, så der skal ikke købes dyre roepiller, til at opnå den høje energikoncentration som højtydende mælkekøer har brug for. Hvis majsen tages lidt før, skal man gå på kompromis med stivelseudbyttet, men på nuværende tidspunkt er der nok korn til salg i verden og formentlig til overkommelige priser. Høst af majs som kolbemajs skal også genovervejes, så der kan bygges et større overgangslager op, selvom 2023 ikke byder på topudbytter i marken.
Find det manglende foder
Hvis det kniber med grovfoder, skal der først kikkes på hvor meget der kan spares ved ungdyr, da de godt kan leve af halm med kraftfoder og måske en lille sjat efterslæt, til at dække en del af proteinbehovet. Kvier op til cirka 8-9 måneden skal have foder af god kvalitet men ellers kan kviernes energi og proteinbehov dækkes med kraftfoder og for resten fyldes med halm.
Når halm er hovedfodermiddel, er kvaliteten af halm endnu mere vigtigt til at holde øje med. Her kan det godt være nødvendigt at få de store skår fra de kæmpe mejetærsker spredt, vendt og revet sammen igen. Når vi bruger halmen til foder, kan det eventuelle græsudlæg i halmen, bidrage med foderværdi og er ikke kun til besvær. Frøgræshalm er også et godt produkt til at bruge som foder, hvis det er bjerget tørt. Når man vil bruge halm til foder, er man nødt til sikre sig, at der ikke er brugt stråforkorter, da det er ikke tilladt at bruge det til foder.
Hvad betyder i år for næste år?
Som det allerede er nævnt, bliver 2023 ikke det bedste år til at få genetableret en overgangsbeholdning, så vi kan klare et år med udbytter, som ligger under gennemsnit. Fokus på grovfoderbeholdningen skal øges da vores højtydende køer er krævende i forhold, hvad der er optimalt foder for dem, og vi er nødt til at indrømme, at der er ikke ret meget godt foder til salg, hvis der mangler udbytter i grovfoderproduktionen. Dem der startede 2023 med små overgangsbeholdninger og ikke har haft muligheder til at udvide arealet med grovfoder, skal måske fokusere mere på større mængder græs, med en tilfredsstillende kvalitet i fordøjelighed, i stedet for topkvalitet med højt protein indhold.
Det kan selvfølgelig ikke flytte mere i år, men det kan tages med til næste års slætstrategi. En anden mulighed, som kan tages med til næste års grovfoderstrategi, er mere fokus på NDF-udbytte i majssorter, i stedet for totalt udbytte med højt stivelsesindhold. Hvis din jord er mere egnet til majs end græs, kan majs bidrage med mere NDF i foderrationen.
Tænk både kort og langt
En god grovfoderforsyning kræver en kortsigtet, men også en langsigtede strategi. Den kortsigtede strategi er at reservere så meget som muligt godt grovfoder til malkekøer og bruge efteråret til at samle den størst mulige mængde grovfoder, som kan suppleres med tilskudsfoder, som korn og ekstra protein. Til at sikre større overgangsbeholdninger i grovfoder er som nævnt en større mængde i græs og majs med en højt NDF-indhold, vejen til at få opbygget lagerbeholdningen og til at sikre større overgangs beholdninger i fremtiden.
Hvis der er muligheder for at udvide grovfoderarealet og sigte efter topkvalitet, er det altid den fortrukne løsning, men med fremtidens krav til jord for miljø/klima og vedvarende energiformål, har ikke alle den løsningsmulighed. Det allervigtigste er, at grovfoderforsyningen med tilstrækkelige overgangsbeholdning skal prioriteres over topkvalitet.
Relaterede artikler
Kommentarer