Borgeby: - Godt græs er grønt men dårligt græs er også grønt

Jordens sundhed i græsmarker får for lidt opmærksomhed mener den hollandske virksomhed Evers, som fremstiller redskaber til at løsne og lufte jorden med.

Redskaberne blev oprindeligt udviklet på efterspørgsel fra engelske landmænd tilbage i 2007, og helt tilbage i slutningen af 1990'erne startede man med at lufte græsmarkerne i Holland. Men de senere år er Evers' redskaber til græsmarker blevet udbredt til også Tyskland, Sverige og Finland. Redskaberne får opmærksomhed efterhånden som mælkeproducenter får øjnene op for, at jordens tilstand i græsmarkerne også har betydning for udbytterne.

- Hvis vi ser på planteavlere, så har de generelt set meget fokus på jordpakning og jordens tilstand i forhold til udbytter. Det ser vi ikke hos mælkeproducenterne. Godt græs er grønt, men dårligt græs er også grønt, og det er nok det, som snyder landmændene. De fleste tænker kun på udbytterne, når det er tørke og græsset bliver gult, fortæller Dennis van de Boom, exportchef hos Evers. 

Derfor viser Evers to forskellige typer af redskaber frem på Borgeby. Begge er beregnet til at lufte jorden - henholdsvis i de øverlige jordlag og i dybden. 

- Vi har Grassland Subsoiler til den dybdegående løsning - og Grassland Aerator til øverlig bearbejdning af græsmarken. Fælles for begge redskaber er, at de løsner jorden og forbedre vandledningsevnen, uddyber han. 

Grassland Subsoiler fås fra 1,0 til 6,3 meters arbejdsbredde og arbejder fra 15 til 45 centimeters dybde. Forrest sidder et fjederbelastet rulleskær, som efterfølges af en grubbetand med et skær i bunden på 25 centimeters bredde.  

- Skæret løfter jorden og giver luft, og grubbetanden sørger for at lave passage til vandet nedad i jorden. Til slut kommer en pakkevalse, som ligeledes er fjederophængt, så græsmarken efterlades jævn og uden nogen synlige ændringer, forklarer Dennins van De Boom. 

Aerator'en består af en valse med en række knive på, som skærer ned og lufter jorden i overfladen. Den har en arbejdsdybde på op til 18 centimeter og fås fra 1,8 til otte meters arbejdsbredde. 

Let at måle sundhed i græsmarken

Han anbefaler, at man som mælkeproducent anskaffer sig et jordspyd med penetrometer, så man har en ide om, hvordan jordens struktur er under græsmarken. 

- Vores udgave her har en analog viser, og så længe den står i det grønne felt, når man presser spyddet i jorden, så er alt godt. I det gule felt bevæger man sig på et grænseområde, og hvis viseren er i det røde felt, så er der behov for at gøre noget, for så påvirkes rødderne og der er risiko for udbyttenedgang. 

Spyddet fra Evers har tilmed en lille slids for hver 10 centimeter, så man kan se i hvilken dybde, der er problemer med jordpakning. Eksempelvis som følger af en pløjesål.

- Så kan man indstille redskabets arbejdsdybde efter det, tilføjer van De Boom. 

 

Emneord Borgeby 2023

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.