Claas har netop løftet sløret for en helt ny Xerion traktor-serie. Traktoren bliver vist frem på et pressemøde hos fabrikken i Harsewinkel, hvor LandbrugsAvisen er til stede, og specifikationerne på de foreløbig to modeller lyder på hele 585 og 653 hestekræfter leveret fra en 15,6 liters, sekscylindret Mercedes OM473 motor.
De to modeller Xerion 12-serien, som Claas kalder den nye traktor, kommer til at hedde Xerion 12.590 og 12.650, matchende to to traktorers ydelser. Og den fulde effekt er i øvrigt til rådighed fra 1.600 omdrejninger og opad. Maksimalt drejningsmoment på hele 3.100 Newtonmeter på 12.650 er til rådighed fra 1.300 omdrejninger, oplyser Claas.
Transmissionen bliver trinløs på den nye 12-serie, og den får også Cemos om bord, hvilket er et system Claas lancerede for få år siden, og som kan gå ind og hjælpe chaufføren med at få mest mulig kapacitet og effekt ud traktoren i forhold til den arbejdsopgave, den udfører.
Med systemet optimerer traktorens selv kørselen på flere parametre og menes dermed at kunne give en væsentlig brændstofbesparelse, fordi maskinen bedre end føreren forstår at indstille sig selv.
Systemet blev, som beskrevet her hos LandbrugsAvisen og TraktorTech, bl.a. testet af på en dansk gård, inden det for alvor blev lanceret. Ifølge Claas har test hos tyske DLG vist, at systemet kan give tocifrede besparelser på brændstofforbruget.
”Den intelligente traktor” får også følgeskab af en pløjeassistent, ligesom Claas nu også tilbyder det danskudviklede system Terranomo, hvor en app fortæller om risikoen for jordpakning under kørslen.
Traktorerne bliver også i stand til at få den ekstra Cemis 1200 skærm installeret. Den kender vi fra de andre serier, men den får en række opdateringer til næste år, som også kommer til at gælde på Xerion.
Og skal du bruge masser af hydraulik, så er Xerion i stand til at levere op til 537 liter olie i minuttet fra tre LS-pumper fra traktoren. Det er der ifølge Claas ingen andre traktorer på markedet, som matcher.
Lige som hos forgængerne kan den nye generation Xerion fås med både traditionelle hjul og bælteundervogn. Men denne gang har Claas selv udviklet undervognen til traktoren, og den består af to store hjul i hver ende og med to mindre bærehjul i midten. Selve bælterne fås i enten 30 eller 36 tommer (762 el. 914 mm)
Dæk-dimensionerne går op til 800/70 R42, men dem kan man gange med to, eftersom traktoren kan køre med tvillingmontering hele vejen rundt i denne størrelse.
Claas: Det største førerhus i klassen
I forhold til de hidtidige Xerion-modellerne vokser de nye førerhuse med 27 cm i fronten. Claas anfører, at det bidrager til det at udstyre traktoren med det største førerhus for de helt store traktorserier. Sædet kan fås i tre forskellige versioner, med et lædersæde som ypperste mulighed. Uanset polstringen så kan sædet drejes 40 grader, så man lettere kan følge de store redskaber, som traktoren er tiltænkt til at trække, om det er på australske, amerikanske eller europæiske marker.
Claas Xerion blev første gang introduceret i 1997. Med mulighed for eks. vendbart førerhus, så finder traktoren både anvendelse i og udenfor landbruget - eks. hos entreprenører eller skoventreprenører, som bruger den til specialopgaver.
Claas sidste år, at der produceres omkring 400 Xerion'er om året. En volumen som ifølge Claas er fordoblet i de senere år.
Relaterede artikler
Kommentarer