Det er noget af en handel, som entreprenøren HM Entreprenør har gjort sig.
Der investeres nemlig et større millionbeløb i nye maskiner hos den danske Liebherr-importør, Johs. Møllers Maskiner A/S i JMM-Group.
Handlen byder på hele 31 hjullæssere, hvor 25 enheder af den ni ton tunge Liebherr-hjullæsser L508 i mandtal overgår dem alle. I vægt tæller den store Liebherr-model L586 med 33 tons også tungt.
Totalt har entreprenør Michael Mortensen og JMM-direktør Leif Rudebeck Petersen indgået en handel på 46 maskiner og hele 773 tons nye Liebherr-maskiner, oplyser Johs. Møllers Maskiner A/S i en nyhed på deres egen hjemmeside.
- Det er simpelthen vores største handel på antal Liebherr-maskiner nogensinde. En fantastisk måde at tage hul på et nyt år, siger direktør Leif Rudebeck Petersen, Johs. Møllers Maskiner A/S.
For Michael Mortensen er det nærmest en familietradition at handle med Liebherr-importøren.
- Min far, Ole Mortensen, drev OM Entreprenørforretning og handlede med Johs. Møllers Maskiner i tæt på 50 år. Nu er det os, der gør det med stor glæde. Så det er faktisk et fantastisk forhold, der er gået i arv, siger han med en kommentar.
Ifølge Jyske Vestkysten udgør værdien af handlen et tocifret millionbeløb.
Relaterede artikler
Kommentarer