Video: To tryk i hornet, så kommer dyrene

Naturkød hitter på Fyn: Kunderne er vilde med Lamdrup Naturkød, hvor der ryger 20-25 dyr gennem fryserne hvert år. En fyldig hobby for Susanne og Jørgen Andersen, Gislev.

- Jeg var lige nødt til at købe fra en kollega, for nogle gange skal vi levere 90 kilo hakkekød til et forsamlingshus, fortæller Susanne Andersen, der driver Lamdrup Naturkød i Gislev. 

På Fyn er naturkød blevet et populært begreb for oksekød fra kødkvæg, der går ude året rundt og hele livet og har levet af det græs, de æder, når de plejer naturen.

Egentlig arbejder Susanne Andersen fuldtids på sygehuset som social og sundhedsassistent, mens hendes mand Jørgen Andersen har travlt med sit entreprenørfirma, Jørgens Graveservice. Men i fritiden har de en efterhånden fyldig hobby med kødkvæg. Besætningen er i dag på 45 moderdyr plus opdræt. Kødet sælges fra egen gårdbutik. Sidste år røg 25-26 dyr gennem gårdbutikken.

- Vi skal absolut ikke være større nu, understreger hun.

Lejede naturarealer

Susanne og Jørgen Andersen startede småt tilbage i 2008 med to kvier og en tyr. Hurtigt voksede bedriften og de måtte leje græs- og engarealer og naturarealer fra kommunen og Landbrugsstyrelsen. Langsomt gik det dog af mode at købe kvarte og halve dyr og i 2018 åbnede de gårdbutik på gården.

- Vi ville have indrettet den i garagen, men der var så mange regler at leve op til, når det var en del af beboelsen, at vi opgav. Så var der en, der foreslog, at vi satte en hytte op, og så købte vi den brugte campinghytte, der fungerer som butik i dag, fortæller Jørgen Andersen. 

Gårdbutikken har åbent dagligt fra 9 til 21, hvor der er betaling med mobile pay eller kontant.

Hakker hele dyr

Udvalget er stort, men ældre dyr bliver hakket hele på nær nogle få ekstragode stykker, for der er godt salg i hakkekød. Vil man have dem formet som bøffer, kan man også få det for 5 kroner ekstra pr. kilo, og det er der mange, der godt kan lide. 

- Jeg former de bøffer, vi selv spiser, men når vi sponsorerer 500 bøffer til GOG Håndbold, får vi dem også formet. Ellers havde vi fået ondt i hænderne, griner Susanne.

Hun står også for markedsføringen via hjemmesiden lamdrupnaturkød.dk og Facebook, hvor der er hyppige opdateringer både om, hvad man kan købe i butikken, og om, hvordan dyrene har det ude på naturarealerne. Der er som regel også et par dyr hjemme ved gården, som kunderne kan hilse på, og som nærmest markedsfører sig selv.

Læs mere i Magasinet Kødkvæg 1, 2023

Klik her og se videoen

 

 

Emneord video

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.