Video: Stordrift giver lavere omkostninger per dyr

Omkostningsbevidst: Der er stordriftsfordele ved kødkvæg, mener Poul Nygaard, der kan fodre billigere og betale mere for en tyr, fordi der er flere kalve at dividere prisen med

- Det var sjovere for seks måneder siden, hvor vi fik 50.000 kroner mere end nu, når vi hver fjortende dag kørte et læs dyr til slagteriet, lyder det fra Poul Nygaard.

Men så kigger han ud over det bakkede landskab og den lille sø fra panoramastuen, hvor et par fasaner er nået helt op til vinduet og pikker i bedene på terrassen, og han tænker, at afregningsprisen stadig er i den bedre ende.

- Jeg er godt tilfreds. Det fungerer godt ude i stalden, og jeg glæder mig over, når der kommer en kalv, og den står og patter hos moderen. Jeg glæder mig over dialogen med slagteren, der aftager dyrene, og jeg glæder mig til at skulle ud og lave folde og høre lærken trille. Og så glæder jeg mig til at komme ind til Gurli og få superdejlig mad og kigge ud på den her udsigt, siger han.

Med op mod 400 dyr i mark og stald, når der er flest, hører han til de avlere, for hvem kødkvæg er fuldtid, og hvor økonomi vægter så meget, at man ikke bare kan sammenligne et eventuelt underskud med prisen på at gå til golf. Økonomi er da også noget, han har skarpt fokus på.

Avlen er vigtig

Godt management og fokus på avl er hans opskrift på god økonomi.

- Vi inseminerer alle kvierne for at få de bedste gener ind på bedriften. Det betyder rigtig meget for økonomien, om de bruger 3,5 kilo foder til at lave et kilo kød, eller om der skal syv kilo til, forklarer han.

Derfor er han også engageret i Viking, hvor han er formand for kødkvægsudvalget.

- Avlen er meget vigtig for at få god økonomi, og jeg synes, det er imponerende, at et besøg af inseminøren kun koster 125 kroner plus sæd, understreger han.

Når han vælger tyre, går han ikke kun efter tilvækst, men også efter mælkeproduktion, så kalvene får noget at leve af. Levende kalve er også et vigtigt parameter. En tabt kalv vil være et kæmpe tab, og heldigvis sker det sjældent.

Klik her og se videoen

 

Læs hele artiklen i Magasinet Kødkvæg 30. maj 2023

Emneord video

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.