En svineproducent fra Galten gør nu op med en smertefuld metode at mærke svin.
Hver gang Johannes Nielsen fra Galten sender et svin på slagteriet, skal han først banke en hammer med to centimeter lange pigge to gange ind i bagdelen på slagtesvinet. Det sker for at tatovere et fem-cifret nummer på grisen. Det fortæller DR Østjylland.
"Det kan ikke være rigtigt, at jeg skal slå grisene, så de lider, før de skal på slagteriet. Jeg har fået nok," siger Johannes Nielsen.
"Det er ubehageligt arbejde," siger landmanden.
Johannes Nielsen har produceret en video, der viser slagene, og lagt den på YouTube.
"Vi bliver påført så mange mærkelige ting fra lovgivernes side. Alt det bavl vi skal gå rundt og lave. Og Dan Jørgensen taler kun om dyrevelfærd, jeg håber, jeg kan skabe en debat med min video," siger landmanden til DR Østjylland.
Johannes Nielsen ville foretrække, at han kunne sende sine grise gruppevis til slagtning, så han kunne slippe for at mærke den enkelte gris. Men som reglerne er i dag, er han nødt til at gennemføre den smertefulde mærkning.
"Grise kan sammenlignes med mennesker, og der er ingen tvivl om, at det gør ondt på grisen at blive tatoveret," siger seniorforsker Mette S. Herskin fra Institut for Husdyrvidenskab.
Grisene tatoveres, så de senere kan spores i processen af hensyn til fødevaresikkerheden.
"Man kan sige, at vi accepterer at slå dyr af hensyn til fødevaresikkerheden," siger Mette S. Herskin.
Relaterede artikler
Kommentarer