Køer, orkideer, græsser, bakker, siv og fjord. Hellerød Kær ligner et guldaldermaleri ved Limfjorden og historien er, at et af Danmarks bedste naturarealer var lige ved at gå tabt, men så kom der en flok Galloway……
Egentlig er sandheden, at der først kom nogle ildsjæle og forenede de 22 landmænd, der er lodsejere ved kæret. I gamle dage sendte man sine kvier derned om sommeren, men da det, som tiden udviklede sig, ophørte, begyndte kæret at gro til i pil, birk og tagrør. Der blev færre plantearter og naturen var ved at blive forarmet.
Danmarks Naturfredningsforening prøvede at få et projekt op at køre, men først da Henrik Holm, der har en større griseproduktion i 2005, fik yderligere et lod i kæret ved et gårdkøb, kom der lidt skred i tingene. Sammen med naturfredningsforeningen og amtet gik han ind i det og fik dialogen med lodsejerne i gang.
- Det var ikke så nemt lige at enes. Nogle går op i jagt, andre går op i andet. Mange var dog glade, bare det ikke kostede penge, husker han.
Dermed lykkedes det at stable et projekt på benene med tilskud til naturpleje med lodsejerne, der officielt hedder Hellerød Naturplejeforening.
- Vi var 3-4 stykker, der begyndte at rydde pil og birk med håndkraft, og vi havde også noget malkekvæg hernede, men de var for sarte og duede ikke til opgaven, fortæller Henrik Holm.
Kommunen købte 5 stykker Galloway og lånte til lodsejerne, som i dag har 39 stykker kvæg – og opdrættet er deres.
- Det kunne jo være mange flere, men vi sælger selvfølgelig lidt hvert år, så det passer til de 45 hektar, vi har, siger han.
Gallowaybesætningen kunne til gengæld få bund i græs, siv og træer, så de sjældne arter kan klare sig.
Læs mere i Magasinet Kødkvæg 5 der udkommer i uge 39
Relaterede artikler
Kommentarer