- Det allerbedste ved den nye stald er, at den er lys og luftig, og dyrene kan stå på en lang række og kan fodres på den måde. Den kan deles op i sektioner, og jeg skal kun muge ud en gang om året og kan køre hele vejen igennem alle sektioner i samme omgang. Nu kan jeg rulle wrapballer af på foderbord, og så er der mad til to dage. Jeg har fået mere tid til at klø dyrene bag ørerne og mere kvalitetstid med familien. Det er blevet sjovt at have dyrene, fordi det er til at arbejde med på den måde.
Sådan lyder det fra Jonas Henriksen, som er deltidslandmand og har en Limousinebesætning i Torrig på Lolland.
Stalden er bevidst indrettet, så alt arbejdet med fodring, strøning, håndtering af rundballer og mugning kan gøres med traktoren. Dermed sparer Jonas Henriksen at købe en minilæsser, som er en stor investering. Traktoren har han under alle omstændigheder til markbruget.
Skillerummene er fleksible og kan flyttes rundt. Dermed er stalden fleksibel i brug. Dyrene er inddelt i tyre, kvier, køer med kalve og køer uden kalve. Desuden er der kalveskjul, hvor der er kalve. Adskillelsen kan justeres efter hvor højt dybstrøelsen fylder. For eksempel kan man åbne og rulle en rundballe ud i hele staldens længde og lukke adskillelserne igen.
Lys og luft er alfa og omega. Det er vigtigt for dyrene og deres sundhed. I en luftig stald er dyrene mindre tilbøjelige til at få lungelidelser. Samtidig er det dejligt for landmanden og mere behageligt at arbejde i stalden, mener Jonas Henriksen.
Der er port i hver ende af stalden. Dermed er det både nemt at strø og nemt at muge. Strøning sker ved at rulle en halmballe ud fra hver ende af stalden.
I den tidligere stald skulle halmen forkes ind. Mugning kan ske på samme måde efter at slå skillerummene til side og køre hele vejen igennem stalden. Det er ikke nødvendigt at tage stolper op eller lignende.
Skråthængende fanggitter har Jonas Henriksen valgt, dels for at fjerne slitagen fra fanggitteret på ungdyrene, så de er så pæne som muligt, når de skal på udstilling. Håndtaget gør det nemt at åbne op mellem sektionerne.
Se videoen og få flere detaljer om stalden
Læs mere i Magasinet Kødkvæg, der udkommer i næste uge
Relaterede artikler
Kommentarer