Veterantraktortræf i Toreby

Det årlige veterantraktortræf i Toreby løber i år af stablen den 29. og 30. juli 2023.

Nu er sommeren atter over Danmark og det betyder at det igen snart er tid til at 
veterantraktorerne og deres ejere mødes til det årlige veterantraktortræf i Toreby. Veteran Traktorens Venner (V.T.V.) fejrede i foråret 25-års jubilæum, så for nogle af medlemmerne er det en årlig tradition der rækker mange år tilbage. V.T.V. afholder det årlige træf for traktorer og redskaber, biler, knallerter og stationære motorer, som alle har det til fælles at de forlod fabrikken for mindst 35 år siden. Det er samlere fra Lolland, Falster, Sydsjælland og Møn som mødes på Toreby Vestergade 33, 4891 Toreby den 29. og 30. juli om deres fælles passion og interesse.

Det skriver V.T.V. i en pressemeddelelse.

Træffet er åbent for publikum lørdag og søndag fra klokken 10-16, og hvis man har nogle af førnævnte køretøjer stående i garagen eller laden er man ligeledes velkommen til at komme og udstille og måske få mere viden om sin traktor eller redskab. Det kræver ikke tilmelding og man møder derfor blot op.  

De udstillede traktorer er forskellige i størrelse, udformning, vægt og motorkraft alt efter hvor og hvornår de er fremstillet og til hvilket formål. Nogle af veterantraktorerne er for eksempel smalle fordi de er blevet brugt i plantager, mens andre er større og med flere hestekræfter fordi de skulle bruges i landbruget til at trække redskaber. Udover disse forskelligheder fremstår traktorerne også i forskellig stand, nogle har været skilt ad og blevet gennemrestaureret og fremstår derfor skinnede som da de forlod fabrikken, mens andre stadig er i brug og fremstår i original stand med synlige tegn på flere årtiers brug.  

I løbet af både lørdag og søndag køres præsentationskørsel, hvor det er muligt at se og hører traktorerne køre på pladsen og høre lidt om traktoren. Der køres også konkurrencekørsel begge dage. 

Særudstilling  

V.T.V. særudstilling omhandler i år traktorer af mærket Farmall, da det har 100-års jubilæum. Farmall traktorerne i særudstillingen bliver derfor samlet på en del af udstillingsarealet, hvor udviklingen i produktionen af de forskellige modeller kan ses. 

Farmall traktorens første prototype blev fremstillet i USA i år 1923 og i 1931 kom F-serien på markedet. Denne model var tiltænkt de større landbrug og disse modeller var udstyret med benzinmotorer. I 1941 kom Farmall med verdens første dieseltraktor. 

Fælles for alle Farmall traktorer er, at de var høje så der var plads til undermonterede redskaber. 

Farmall blev i Danmark mest kendt efter 2. verdenskrig, da den kom til landet som en del af Marshallhjælpen for at hjælpe landbruget i gang igen og mekanisere det. Det var især fem modeller, lige fra traktorer til de mindre landbrug til modeller til de store landbrug. 

De store modeller kunne enten fås med almindelig bred foraksel eller samlet forhjul, som gav en lille venderadius. 

I 1947 blev traktor nr. 1 million produceret. Senere er der blevet udviklet mange modeller og etableret flere fabrikker i Europa.   

Veteranpløjning 

Udover veterantraktortræffet i Toreby den 29. og 30. juli er der i weekenden den 9. og 10. 
september mulighed for at se veterantraktorer i aktion ved det årlige veteranpløjestævne. Pløjestævnet fungerer både som V.T.V. klubmesterskab og som lokalt kvalifikationsstævne til danmarksmesterskaberne i veteranpløjning. DM afholdes i 2023 i Roslev i det nordjyske mellem Skive og Nykøbing Mors i slutningen af oktober.  

Ved det lokale pløjestævne øves der om lørdagen, hvor plovene blandt andet indstilles og justeres, mens der om søndagen er konkurrencedag, hvor der efter søndagens pløjning kåres årets V.T.V. pløjeklubmester. Pløjestævnet er åbent for publikum begge dage.  
 

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.