Af Jesper Jørgensen - fortalt til Stig Bundgaard
Jeg driver to konventionelle soejendomme på Bornholm, nemlig Krusegård med 720 søer nord for Hasle og Brunsgård med 1.270 søer ved Nylars.
Til hver bedrift hører ca. 300 hektar, altså i alt 600 hektar, hvor opgaven er at producere mest mulig grisefoder.
Jeg er 12. generation på Krusegård, som er mit barndomshjem. Jeg drev gården i et I/S med min far fra 2014, hvorefter jeg blev eneejer i januar 2017. I april 2021 tilkøbte jeg Brunsgård.
Sostaldene på Brunsgård. Privatfotos
SANERING OG RENOVERING GIVER TRAVLHED
Her i anden halvdel af januar har vi - udover den almindelige grisepasning - travlt med at færdiggøre staldene til produktionen på Brunsgård efter vi påbegyndte en totalsanering i sommeren 2022.
Da jeg overtog bedriften i 2021 var der mycoplasma og Ap2 i besætningen. En af Brunsgårds to aftagere af smågrise stod samtidig lige foran at skulle påbegynde en sanering for PRRS.
Han ville gerne starte op igen med rene grise efter saneringen, og han prikkede mig derfor allerede ved overtagelsen på skulderen og spurgte om jeg ikke var interesseret i at sanere.
Jeg synes, det var noget tungt at skulle totalsanere en ejendom, jeg lige havde overtaget. I begyndelsen var jeg afvisende ad flere omgange, for det er jo ikke noget man bare lige gør.
Men med lav notering og dyrt foder var tidspunktet det rigtige, så vi endte med at finde frem til en model for en sanering, og en hurtig beslutning blev taget i sommer. Kort efter gav DanBred grønt lys for at levere nye polte og slagteriet for at modtage Brunsgårds søer til slagt.
Staldene fik vi tømt i uge 31, og i uge 32 blev de nye polte leveret til karantænestalden. De sidste polte er sat ind i farestalden lige før jul.
Vi er ved at være mål efter en travl tid, som har været udfordrende med planlægning og logistik, samtidig med at vi alle skulle holde gejsten oppe. Jeg tror vi alle ser frem til, at vi nu kan puste lidt ud.
KRUSEGÅRD MED INTEGRERET PRODUKTION
Som introduktion til bedriften vil jeg her kort gennemgå de to hovedejendomme.
Krusegård har 720 søer, og her producerer vi årligt 30.000 smågrise. 22.000 grise fedes op, 6.500 afsættes til en fast aftager her på øen, men de sidste 1.500 sælges til eksport.
Søer og smågrise får tørfoder, og slagtegrisene får vådfoder. Foderet (til begge sohold) er meget traditionelt sammensat med byg, hvede, soja, mineraler og olie.
Soanlægget på Krusegård var af meget gammel dato, da jeg blev en del af bedriften. Et lån til en modernisering og udvidelse var derfor en betingelse over for banken for at gennemføre et generationsskifte.
I 2014/15 udvidede vi produktionen til nuværende niveau og investerede 25 mio. kr. i ny farestald, ny klimastald og slagtegrisestald. Kun halvdelen af klimagrisene står i en ældre stald, som er fra 2002.
Produktionsresultaterne på Krusegård er følgende for kalenderåret 2022, ifølge e-kontrollen:
Vi har fravænnet 42 grise pr. årsso, et niveau vi har ligget stabilt på i 2-3 år. I klimastalden er dødeligheden 2 procent, tilvæksten er 480 gram pr. dag, og foderforbruget er 1,65 FE pr. kg tilvækst. Hos slagtegrisene er tilvæksten 1.050 gram pr. dag og foderforbruget 2,60 FE pr. kg tilvækst.
Klimastalden på Brunsgård.
BRUNSGÅRD BLIVER TOTALSANERET
Brunsgård er placeret på den sydlige del af øen, ca. 22 km fra Krusegård.
Her står 1.270 søer, der producerer 43.000 smågrise. Planen er at gå op til 1.400 søer i de eksisterende bygninger, så vi årligt vil producere ca. 53.000 stk. 30 kilos grise.
Klimastalden er placeret 2 kilometer fra soanlægget. Grisene afsættes til to faste aftagere på øen, men fremover er det planen, at vi kun afsætter til een aftager, som har udvidet med lejede slagtegrisestalde.
Som nævnt påbegyndte vi en totalsanering på Brunsgård i sommeren 2022. De første nye polte blev sat ind slut oktober, og lige nu har vi halvdelen af farestalden fyldt op. Jeg regner med, at vi kan sælge de første grise efter saneringen cirka 1. april.
Vi har haft lejet en slagtesvinestald som karantænestald for de nyindkøbte polte, og her har de gået i dybstrøelse. Løbningerne har dog langt fra været optimalt. Vi har først scannet poltene efter indsætning i farestalden, og set i bakspejlet var det en forkert beslutning, for drægtighedsprocenten har kun været omkring 50 procent.
Sideløbende med saneringen har vi renoveret stalde med hjælp udefra.
I sostalden på Brunsgård har vi smidt de 15 år gamle, udtjente transpondere ud. I stedet har vi sat op til gulvfodring med tørfoder, som er billigere og nemmere, og som vi har gode erfaringer med fra Krusegård.
Desuden er det planen, at en af vores andre stalde fremover skal være fælles karantænestald for begge sohold. Stalden blev tømt før jul, og siden da har vi revet inventar ned, vasket ned og sat nyt inventar op.
På Krusegård fravænnede vi 42 grise pr. årsso i kalenderåret 2022.
Faktaboks
Jesper Jørgensen
- 39 år, ejer af Krusegård/Brunsgård på Bornholm
- Uddannet agrarøkonom fra Dalum Landbrugsskole 2011
- Har drevet Krusegård siden 2014 (eneejer pr. januar 2017) og Brunsgård siden 2021
- Krusegård: 720 søer med produktion af 30.000 smågrise, integreret produktion. Tapper selv sæd fra orner. Brunsgård: 1.270 søer med salg af 30 kilos grise. Alle søer er fra DanBred.
- Hjemmeblandet foder på begge ejendomme
- 16 ansatte, ligeligt fordelt på de to ejendomme, som også tager sig af marken. Fire ansatte er fra Østeuropa.
- 600 hektar med hvede, byg og raps. Førsteprioritet er at producere korn til grisene.
Relaterede artikler
Kommentarer