I dag drives landbruget med fokus på bundlinjen. Følelserne gemmes til familien.
Min største overvindelse var, at jeg skulle fortælle andre, at jeg havde problemer. Rent økonomisk var jeg helt ude at skide for at sige det direkte«.
Den 42-årige mælkeproducent Christian Højgaard Weigelt lægger ikke fingre imellem, når han skal beskrive sin situation, da en flok kammerater tilbage i 2017 over nogle øl gik ham på klingen, fordi han bare ikke var så glad, som han plejede at være.
»Der vendte det hele. Jeg stod som på session og følte mig klædt af til underbukserne. Dagen efter fik jeg nummeret på en erhvervsmand, der godt ville være med i et gårdråd sammen med min kone, min konsulent og mig selv. Det var vendepunktet for mig«.
Sammen med gårdrådet og ikke mindst den erfarne erhvervsmand med gråt hår og kæmpeerfaring får de iværksat en turnaround af bedriften. Jord og maskiner blev solgt fra, og Christian koncentrerer sig i dag at passe sine køer.
»Vi fik balancen ned. I dag kan jeg sidde stille på min bobcat og tjene penge ved at se maskinstationen passe markerne«.
»Der er ikke noget galt med DLBR-systemet, men de kan komme med alle de konsulenter, de vil. Det hjælper ikke noget, hvis ikke man er klar. Den største barriere var mig selv. Jeg turde ikke vise, at jeg havde brug for hjælp. Men hold op, hvor var det en lettelse, da jeg fik det sagt«.
»Det bedste råd, jeg fik, var, da erhvervsmanden sagde, at jeg altså ikke kunne betale regninger med mine følelser. Det var jo det, der var galt. Jeg så ikke landbruget som en forretning, men følte, at jeg skulle passe jorden. Og hvorfor egentlig, når jeg kunne tjene penge på at lade være«.
