Med lav udskiftningsprocent og dermed behov for blot 120 kælvekvier om året til sin besætning på 320 højtydende RDM-køer, har Peter Nielsen valgt at bruge 60-65 procent kødkvægssæd og selv fede krydsningstyrene og -kvierne op.
Det giver ikke bare den bedste udnyttelse af de ældste stalde på Haldrupgaard samt kornavlen på 120 hektar, men også et særdeles pænt dækningsbidrag på grund af høj effektivitet i opfedningen.
Ved at bruge at bruge sæd fra dansk blåkvæg har han opnået daglig nettotilvækst på 708 gram hos tyrene og 629 gram hos kvierne, hvilket placerer bedriften i den absolutte top.
Mere om dette tema
I tilgift fås lette kælvninger med små kalve.
Bruger ikke Heatime
Derudover bruger Peter Nielsen også andre værktøjer i avlskassen, blandt andet genomisk selektion til at finde de kvier og køer, der skal avles videre på samt kåring af alle førstekalvskøer.
Dog har han fravalgt Heatime.
»Jeg synes, vi kan se, når de er tyregale, ved at holde godt øje med alle tegn på brunst«, siger han.
Det bekræfter tallene: Reproduktionseffektiviteten er 0,26 hos både køer og kvier.
200.000 ekstra
En SimHerd-analyse bekræfter det fornuftige i Peter Nielsens valg.
Den viser et dækningsbidrag ved den valgte løsning, der ligger ca. 200.000 kroner over alternativerne, nemlig at sælge mange lavdrægtige RDM-kvier eller sælge alle krydsningskalve tre uger gamle.
«Jeg kan godt li’ arbejdet med at fede kalve op«, føjer Peter Nielsen til som en ikke helt uvæsentlig faktor i valget af strategi.
Flere muligheder
Morten Hansen, selv mælkeproducent ved siden af jobbet som konsulent i SimHerd, fremhæver, at SimHerd er et stærkt værktøj til at finde optimeringsmuligheder i de eksisterende rammer, når man som mælkeproducent står i en situation som på Haldrupgaard med lav udskiftningsprocent, høj holdbarhed, lav kalvedødelighed, god reproduktionseffektivitet og et miks af nyere og ældre stalde.
»Der kan vi med Simherd teste forskellige scenarier og vurdere sårbarheden i de enkelte scenarier«, forklarer han.
SimHerd kan også bruges til investeringsanalyser til ejer og bank af dækningsbidraget efter forbedringer (det kan være f.eks. sand i sengebåsene, nye madrasser eller velfærdsafdeling), udvidelser, krydsning eller raceskift, brug af kønssorteret sæd eller kødkvægssæd samt malkning tre gange i døgnet.
Læs mere om Peter Nielsens bedrift og SimHerd i februar-nummeret af fagmagasinet KVÆG, der udkommer i næste uge.
Relaterede artikler
Kommentarer