For fire-fem år siden var der en del mavesår hos slagtesvin.
Siden har både foderleverandører og svineproducenter gjort meget for at reducere problemet. Alligevel ved man ikke præcist, hvorfor det opstår.
Det fortalte Anders Vestergaard-Nielsen på DLG Vækstforum forleden.
Mere om dette tema
»Vi har en del værktøj, vi kan bruge, hvis en besætning har problemer med mavesår«, sagde han.
Mel kontra piller
Det er en kendsgerning, at melfoder giver færre mavesår end pillefoder. Til gengæld er det svært at opnå et lige så lavt foderforbrug med melfoder.
Anders Vestergaard-Nielsen fremhævede tre veje til at undgå mavesår: Expandat-foder, brug af havre og roepiller eller tilsætning af DLG VF-fiber.
Expandat-foder ligner i struktur melfoder og har samme fordele som pillefoder, når det kommer til foderforbrug.
»Vi har også gode erfaringer med vores Gastro-foderblandinger, der både indeholder havre og roepiller«, sagde han.
Det er råvarer, man for få år siden ikke forventede ville finde vej til slagtesvinefoderet, men blandingerne har vist, at de godt kan give et lavt foderforbrug.
Endelig kan tilsætning af to procent VF-fiber i foderet have en gavnlig effekt på mavesår.
»Selvom vi ikke præcist ved, hvorfor mavesår opstår, har vi nu gode muligheder for at bekæmpe det«, sagde han.
Faktaboks
Tre DLG-bud
DLG har følgende tre bud, hvis en besætning har problemer med mavesår:
- Expandatfoder
- Havre og roepiller i foderet
- VF-fiber tilsat
Relaterede artikler
Kommentarer