Torsdag afgøres storfusion i syd - KHL-direktør er konstitueret leder

KHLs direktør Niels Peter Madsen er udpeget som konstitueret direktør ved en fusion mellem KHL, LandboSyd og SLF. Torsdag afgøres fusionen endeligt.

Kolding Herreds Landbrugsforening afholder 22. juni, på torsdag, sin anden ekstraordinære generalforsamling. Her skal medlemmerne stemme om fusion med LandboSyd og Sønderjysk Landboforening.

Det skriver de tre foreninger i en pressemeddelelse.

Hvis KHLs medlemmer torsdag stemmer ja til fusionen, skal der desuden vælges en repræsentant til formandskabet og medlemmer til den nye bestyrelse.

Både LandboSyd og SLFs medlemmer har godkendt fusionen på deres ekstraordinære generalforsamlinger 8. juni, hvor der samtidig blev valgt såvel medlemmer til formandskabet og til den nye bestyrelse.

Fart på fusion

Bliver det igen et ja fra KHLs medlemmer, sættes der fart på processen med fusionen.

Den første opgave af mange, som den nye bestyrelse skal i gang med, er rekrutteringen af en ny direktør.

Indtil den opgave er afklaret, har formændene for de tre foreninger, Christian Lund, SLF, Henrik Jessen, LandboSyd, og Hans Damgaard fra KHL, aftalt, at direktør Niels Peter Madsen – nuværende direktør i KHL – bliver konstitueret direktør for den nye forening, indtil en ny direktør er ansat.

Derudover er det aftalt, at Anders Peter Frederiksen, LandboSyd, og Brian Lambertsen, SLF, sammen med Niels Peter Madsen udgør direktionen for den nye forening, indtil en ny direktør og ledelse er klar til at tage over.

Det fremgår dermed ikke, om konstitueringen af Niels Peter Madsen kan blive permanent.

 /hac

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle