Af Hans Lund, ØkologiRådgivning Danmark
Ofte efterlader køerne drivvejene i en dårlig stand i efteråret. Efteråret er vådt og dermed er mange drivveje blevet trådt op og er delvis ødelagte. Det er derfor nu der skal gøres noget. Der er flere ting du allerede kan gøre nu, eller når det bliver muligt at køre med maskiner.
Drivveje ar mange ting, men fælles for drivvejen er, hvis det skal være en god oplevelse for både ko og mand/kvinde, skal den være hævet over det omkringliggende areal. Lav små grøfter på begge sider, der kan lede vandet væk. Har du drivveje der er permanente, bør der laves løsninger der holder i mange år, som tilgodeser køernes naturlige gangmønster.
Spørgsmålet er ofte, hvordan drivvejen skal udformes og hvilke materialer der skal bruges.
Asfalt og beton er rigtig godt omkring ejendommen, hvor der også køres med maskiner og hvor der nogle gange kommer lastbiler med varer.
Længere ude, mener jeg græsarmering er det bedste. Græsarmeringen fyldes op med sand, og kan derfor være eftergivende. Ligger der sten på asfalt/beton, er der risiko for ar de laver skade på kloven. Ved græsarmeringen vil sten blive presset ned i sandet og dermed ikke i samme grad beskadige kloven.
Ved vandkar er der ofte meget vådt, da mange dyr samles omkring vandkar. Sørg for at vandkarret ligger højt og at der ikke kommer overløb. Brug nogle resurser på at undgå at der bliver smadret omkring vandkarret. Læg græsarmering eller noget andet, som kan holde en god bund. Køerne vil hellere drikke, hvis der er gode forhold ved vandkarrene.
Brug tiden nu på vedligehold af drivvejen, så har den mulighed for at sætte sig inden køerne kommer på græs.
Faktaboks
Vedligehold af drivvejen
Ikke befæstede drivveje:
- Sørg for at planere ujævnhederne
- Kør en tur med en grubbe, for at løsne jorden, så vandet kan trænge ned.
- Lav drivvejen høj på midten, så vandet kan løbe af
- Lav evt. nogle små grøfter i siderne
Befæstede drivveje (Asfalt/Beton):
- Tjek at de er fri for sten og andet der kan skade klovene
- Er eventuelle afløb i orden.
Befæstede drivveje (Græsarmering):
- Reparer det der er gået i stykker
- Læg nyt sand på
Relaterede artikler
Kommentarer