Tak styrelse, I må da kunne regne i mindre end hele timer

Det var en i første omgang positiv nyhed, vi kunne bringe på LandbrugsAvisen tirsdag eftermiddag. Efter betydelig kritik og en indkaldelse af Fødevareministeren i samråd, er Fødevarestyrelsen nu villig til at se på bekendtgørelsen for nødslagtning, markaflivning og gårdslagtninger.

Kritikken fra landmænd, dyrlæger og organisationer går på, at nye, forhøjede gebyrer for at aflive kvæg på marken eller på gården, er alt, alt for høje. For naturplejer Jytte Schaldemose vil de nye gebyrer få den konsekvens, at hun må indstille naturplejen af 180 hektar naturarealer. Jyttes dyr er helt bevidst ikke vant til at blive håndteret af mennesker, og derfor aflives de på marken. Mindre stressende kan det næppe blive.

Fra det øvrige kvægbrug går kritikken på, at de forhøjede gebyrer for nødslagtning betyder, at det ikke er økonomisk relevant at nødslagte. Så hellere aflive og sende bud efter DAKA.

Omdrejningspunktet for debatten er, at Fødevarestyrelsen i sin bekendtgørelse har besluttet, at landmænd skal faktureres for hele arbejdstimer. Selvom besætningsdyrlægen, som fortsat må udstede nødslagteattesten, kun bruger et kvarter på opgaven, så får landmanden en regning for én hel arbejdstime. For Fødevarestyrelsen har indtil nu ikke villet arbejde i minutter eller kvarterer. Kun hele, påbegyndte timer.

Det er glædeligt, at Fødevarestyrelsen nu vil se på, om det er muligt at opkræve for den faktiske tid, som opgaven tager. Hvis attesten kan udfyldes på ti minutter, bør landmanden ikke betale for mere. Skal attesten udfyldes på et vagtudkald, vil omkostningen alt andet lige blive højere. Men det er til at forstå.

Kvægbruget har ikke brug for høje gebyrer for nødslagtninger, markskydninger og gårdslagtninger. Uanset at landmænd arbejder for at undgå, at dyrene bliver syge eller kommer til skade, så kan uheld ske. I disse tilfælde skal det være muligt at kunne gøre ende på dyrets lidelser hurtigt og samtidig kunne drage nytte af dyret til konsumfødevarer, når basiskravene er opfyldt. Stækkes denne mulighed vil det betyde flere aflivninger, større madspild og et for kvægbruget større antal døde dyr. På papiret. Det er vi ikke interesseret i. Og det er Fødevarestyrelsen næppe heller.

På samme vis bør alle have en interesse i, at nogle landmænd gør det til et speciale at naturpleje og prioritere arbejde med biodiversitet. Hvis der samtidig skal være offentlig adgang til arealerne, er det klart at foretrække, at dyrene ikke er klappedyr. For disse produktionsdyr kan livet næppe få en bedre afslutning end, at de aflives midt mellem orkideer og buskgræs. Det må høje gebyrer ikke spærre for.

Hvad tænker du? 

Giv gerne din kommentar herunder.

Peter W. Mogensen, journalist og kvægfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Kvæg samt Kvæg Plus