En kæmpe grøn velplejet græsplæne så langt øjet rækker - og ved siden af er marken helt brun.
Rullegræs er blevet en populær afgrøde i Sydafrika hos farmere, der har råd til at investere i det nødvendige udstyr.
Det har The Rossouw Group, der ved siden af 1.500 hektar majs, 1.000 hektar sojabønner og 650.000 kyllinger til videresalg som æglæggere, også dyrker 300 hektar græsplæne under mærket »Africa Lawns«.
Mere om dette tema
I Danmark hedder det rullegræs, men i Sydafrika passer det udtryk ikke, for det høstes i firkanter à 0,5 x 0,5 meter, som så samles til plæner på golfbaner, rugbybaner og i private haver i Sydafrika.
Intet frøforbrug
Det bemærkelsesværdige er, at markerne kun er sået til én gang. Derefter kan man høste en gang om året i årevis, og græsset vokser frem igen, selv om man har fjernet den øverste cm af rodnettet sammen med græsset.
»Det vokser hurtigt frem igen, når det får noget vand,« siger Tiaan Rossouw, som er ældste barnebarn i familiedynastiet Rossouw Group, der ligger en lille time fra hovedstaden Johannesburg.
»Inden en måned er marken grøn igen,« tilføjer han.
Kikuyu-plæne
Der er tale om såkaldt kikuyu-græs, som har mange underjordiske udløbere. Græsset er lidt grovere end de fine plænegræsser, vi kender herhjemme, og som har krævet et stort forbrug af frøblandinger.
Kikuyu-plænen er almindelig i Sydafrika og i lande som Australien.
Den er populær på sportsanlæg, fordi den hurtigt kompenserer for slid. Den vokser med andre ord hurtigt og skal slås tit og ofte. Og evnen til at komme hurtigt igen kan man også se ved, at den hurtigt spreder sig fra græsplænen ind i bede, hvis man har den i nyttehaven.
Behandler med agrivator
Som producent af græsplæner er den hurtige etablering et stort plus, påpeger Tiaan Rossouw.
Plænen høstes med en særlig høstmaskine, som skærer under selve græsset, så der kommer cirka en cm jord og rodnet med.
Firkanterne stables og er klar til at køres ud til kunderne. Efter høst kører han med en agrivator, som løsner jorden lidt og sikrer luftadgang, hvilket stimulerer de tilbageværende rødders vækst, så de hurtigt spirer frem igen.
»Det er vigtigt, at der kommer et solidt rodnet. Det skal de også have, når vi sælger dem, så de let etablerer sig,« forklarer han.
10 procent af det høstede græs må kasseres, fordi kvaliteten ikke er god nok. Han har fire høstmaskiner og høster i gennemsnit en hektar græsplæne om dagen.
NPK og herbicider
Efter høst skal markerne gødes igen, og de tager jordprøver for at gøde efter behov. Hos Tiaan Rossouw får de bl.a. kyllingemøg, fordi de har det til overs i produktionen.
Men også NPK handelsgødning er der brug for, for at ramme det specifikke behov. Nogle gange skal markerne også sprøjtes på grund af larver.
Derefter passer arealerne sig selv et godt stykke tid, men fire måneder før høst slås græsset, så væksten bliver opret.
Tre måneder før høst får markerne en masse vand, forklarer Tiaan Rossouw. På det tidspunkt sprøjter de også med herbicider mod bredbladet ukrudt, der har spredt sig i plænegræsset. Græsset slås flere gange, så plænen bliver tæt og bred.
35 kr. pr. kvm
Ifølge Tiaan Rossouw er det en god forretning af dyrke plænegræs i Sydafrika. Og han hævder, som de fleste handelsfolk gør, at han er konkurrencedygtig.
Africa Lawns sælger græsplæner for 70 sydafrikanske rand, som svarer til cirka 35 kr. pr. kvadratmeter.
»Og det er leveret,« tilføjer han.
Virksomheden har nemlig de biler, der skal til for at levere græs til store arealer, som godt kan gå hen og blive temmelig tungt med jord og rodnet.
Tester nye sorter
Ud over kikuyugræs dyrker Africa Lawns to andre plænetyper. Princess 77 Cynoden, som også er egnet til sportsanlæg, og Cool Season, som har den egenskab, at den er grøn og frisk året rundt i Sydafrika.
»Vi arbejder også med at teste nye sorter, så vi kan klare efterspørgslen i fremtiden,« siger Tiaan Rossouw.
Artiklen er første gang publiceret i fagmagasinet Mark, juni 2017.
Relaterede artikler
Kommentarer