Et halmlag før fremspiring eller udsprøjtning af mineralsk olie ser ud til at være gode alternativer til insektmidler i kampen mod bladlus i kartofler. Det viser skotske landmandsforsøg.
Mosaikvirus spredes med forskellige bladlus, og de to alternativer viste sig i forsøgene at reducere forekomsten af mosaikvira med op til henholdsvis 49 og 54 procent.
Det skriver det britiske medie Farmers Guardian.
Forsøgene er iværksat af Eric Andersen, senioragronom ved Scottish Agronomy, kartoffelavler Jim Reid samt McCain, som er aftager.
I forsøgene har de både forsøgt sig med at lægge halmlag ud på markerne, inden kartoffelplantens fremspiring, og at sprøjte mineralsk olie på kimbladene. Bladlusene bryder sig typisk ikke om den overflade bladene får, når de sprøjtes med mineralsk olie.
Resultaterne viser, at halm reducerede forekomsten af mosaikvirus med 49 procent, mens behandlingen med mineralsk olie reducerede vira med 54 procent, sammenlignet med ubehandlede kartoffelplanter.
Kartoffelavler Jim Reid fortæller, at de i forsøget også behandlede kartoffelplanter med et pyrethroid, og her var der faktisk en højere forekomst af mosaikvirus end med de to andre behandlinger .
Jim Reid tilføjer, at en yderligere gevinst ved at tilføre halm er, at det bliver tilført organisk materiale til jorden til gavn for efterfølgende afgrøder.
I forsøgene indgår også test med at plante blomsterblandinger fra forageren til midten af marken, idet dette skaber habitater for mariehøns og andre nyttedyr, der spiser bladlusene.
Kommentarer