Hvis mælken skal være klimaneutral i 2050 og jeg skal investere for at nå derhen, så skal den klimaneutrale mælk også koste noget mere.
Ovenstående udsagn kommer ganske oftere fra mælkeproducenter, ikke blot herhjemme men også i udlandet. Spørger man indenfor andre af landbrugets driftsgrene, vil spørgsmålet formentlig vække genklang.
Kan vi opnå højere priser for fødevarerne, fordi de er klimavenligt produceret og formentlig på et tidspunkt er produceret med nul udledning?
Jeg kender ikke svaret, og det gør afsætningsvirksomhederne formentlig heller ikke. Endnu.
Det vi forventer?
Indtil videre ser det dog desværre ikke ud til, at der for alvor er merpriser at hente på klimavenlige fødevarer. Naturmælk har lanceret en mælketype, hvor omtanke for klimaet indgår, men det kædes også sammen med ekstra hensyn til dyrevelfærd og biodiversitet. Hos Arla er øko-mælken nu klimakompenseret, uden at prisen i butikken er steget.
Spørgsmålet er også, om forbrugerne er villige til at betale ekstra for klimavenlige fødevarer nu og i fremtiden? Mange køber fortsat fødevarer efter prisen på produktet og her kan der blive skelet til, om mælken koster lidt mere eller mindre.
Der er selvfølgelig en forbrugergruppe, som gerne betaler mere, men hvad forventer de for merprisen? Klimavenlighed eller klimaneutralitet? Højeste standard for dyrevelfærd? Bestemte driftsformer?
Megen opbakning får landbruget heller ikke fra politisk side, hvor de mest bestemmende partier stort set har vedtaget, at det ikke må blive dyrere at være dansker i fremtiden, selvom vi skal udlede mindre.
Personligt kunne jeg godt unde fødevareerhvervet, at fødevarepriserne steg og vi kom væk fra, at måltider altid skal være billigst mulige. Men det er en lang sej kamp, som landbruget ikke kan vinde alene.
Klimaomstillingen kan godt bruges som afsæt for en kamp for højere fødevarepriser og en forståelse for, at omstilling i producentleddet koster. For hvis ikke fødevarepriserne kan drives op, så skal klimakompenserende tiltag være rentable i sig selv.
Hvad tænker du?
Giv gerne din kommentar herunder.
Peter W. Mogensen, journalist og kvægfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Kvæg samt Kvæg Plus
Faktaboks
Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt, og udtrykker ikke nødvendigvis bladhusets holdning.
Relaterede artikler
Kommentarer