Vejret var noget gustent, men det blev opvejet af gode, relevante nyheder, da Semler Agro sammen med husvennen Väderstad i dag kørte materiellet i marken under en stor fælles markdemo på ejendommen Vindbylund ved Mariager, et arrangement, der følges op med to lignende demo’er de kommende dage.
»Det er jo en af gevinsterne ved vores partnerskab med Semler Agro, at vi nu kan få et fælles arrangement som det her op at stå«, siger administrerende direktør for Väderstad Danmark, David Pedersen, der som så mange andre på dagen glædede sig over, at Väderstad efter fem års udvikling nu er klar med de nye bølgediske, CrossCutter Disc til producentens discharve, Carrier.
»Vi kørte med dem for første gang i Danmark her i sommer på et bredt udvalg af ejendomme og under mange forskellige forhold. Det er et helt nyt og patenteret koncept«, siger David Pedersen, der tilføjer, at de nye bølgeformede diske også kan eftermonteres på ældre Carrier modeller ned til en vis årgang.
CrossCutter Disc’ene giver nye muligheder for øverlig jordbehandling. For hvor man førhen kørte i fire-fem centimeters dybde, gør den nye konstruktion det muligt at køre jordbehandling i to centimeters dybde. Det betyder, at i stedet for at føre spildfrøene længere ned i jorden, sørger den nye disc for, at de bliver i øverste lag og kan spire.
Fart på såningen
Udstillet var også Väderstads nye Tempo L, en ny generation bugseret rækkesåmaskine, der er bygget til høje hastigheder på 15-18 km/t og lidt til. Den præsterer ifølge Väderstad under alle forhold, direkte såning, minimal eller konventionel jordbearbejdning. Nyheden, der i dag for første gang blev vist frem på marken for de danske landmænd, fås som 12- og 16-rækket. Den satte i foråret verdensrekord med såning af 502 hektar på 24 timer.
Endelig undlod Semler Agro ikke at vise nyt på traktorfronten. Til stede var nemlig den nye John Deeres 6250R, en forholdsvis kompakt traktor, der med sin 6,8 liters motor leverer 250 hestekræfter - eller 300 hestekræfter med boost. En rigtig god allrounder og ikke mindst en god maskinstationstraktor, der kan løse mange opgaver.
Arrangementet gentages på torsdag den 26. oktober hos Kring Agro ved Fredericia samt onsdag den 1. november ved Jomfruens Egede ved Faxe.
Læs mere om Semler Agros og Väderstads nyheder i den trykte udgave af LandbrugsAvisen torsdag den 2. november.
Kommentarer