Sektorstrategi: L&F kvæg har givet sig selv mange lektier for

Ugen på spidsen: Nu skal L&F kvæg udvikle viden og metoder, så man også i den virkelige verden kan nå de mange ambitiøse mål, der lyder så godt i deres nye strategi.

 

Man kan godt blive meget træt, når den ene nye strategi efter den anden dukker op. På overfladen ligner de meget hinanden med en masse positive ord om det ene og det andet, som man dårligt kan være uenig i.

Når man går rundt i praktikkens verden og skal have virkeligheden til at hænge sammen, kan det virke næsten verdensfjernt med alle de gode tanker velmenende folk har på andres vegne, nedskrevet bag hæve-sænkeborde. Et bingospil, hvor der lynhurtigt er banko på bureaukrati-pladen i takt med, at der opremses plus-ord som bæredygtighed, optimering, strategi, mål, konkurrencedygtighed, ressourceudnyttelse, værdikæde, miljø og klima. 

Forleden kom Landbrug & Fødevarer kvæg med en strategi for 2021 til 2023, og det var ikke med umiddelbart svar på, hvordan vi går hjem og vender økonomien til det bedre. Man kan næsten blive forpustet over alt det, som det forventes af en kvægbruger at skulle forbedre på kort tid. 

MEN!

Når man dykker lidt ned i substansen et emne ad gangen, og tingene bliver lidt mere konkrete, begynder det trods alt at blive spændende. 

Når L&F Kvæg sætter mål for reduktion af Salmonella, for antibiotikaforbrug og indhold af råprotein i fuldfoder forpligter det dem også til at arbejde på løsninger. Det man fokuserer på, bliver man faktisk bedre til. 

Det er heller ikke helt gratis at sætte de mange ambitiøse mål, for hvis man ikke når dem, står man lidt nøgen og udstillet tilbage.

L&F Kvæg har bl.a. følgende mål: 

  • Reduktion af antibiotikaforbruget til kalve og ungdyr med mindst 10 % 
  • Reduktion af antibiotikaforbrug til voksent kvæg på 3 % i gennemsnit pr. år 
  • 95 % af de danske malkekvægs- og slagtekalvebesætninger skal være fri for Salmonella Dublin i 2023 
  • Reduktion af andelen af mælkeproducenter med et celletal på over 200.000 fra 60 % til 30 %.

Det kan de jo sagtens sige. ”De” er jo så dem, kvægbruget selv har valgt. 

Der er nok ingen landmænd, der giver dyrene antibiotika fordi de synes, det er sjovt. Det er jo trods alt en udgift og tegn på, at dyrene ikke er på toppen, så bedre om det var unødvendigt. Men der er nok nogen, som ikke behøvede at bruge så meget, hvis de ændrede nogle ting på bedriften.

L&F kvæg skylder så at udvikle metoder og systemer til at forebygge sundhedsudfordringer i stedet for at helbrede dem og på en måde er er økonomisk realistisk. Smittebeskyttelsen i kvægbruget skal styrkes for at minimere spredning af sygdomme inden for og imellem bedrifter. Landmandens daglige arbejde med smittebeskyttelse skal resultere i bedre produktionsøkonomi, lavere dødelighed og antibiotikaforbrug, samt bedre velfærd.

Kan L&F kvæg komme med nogle løsninger på dette, står alle bedre. Den lektie har de givet sig selv for.
L&F kvæg skylder også at udvikle metoder og rådgivning om salmonella, hvor de ikke har nået det tidligere mål. Det er en udfordring, hvor det faktisk er gået den forkerte vej i nogle år. Der er landmænd, der ikke har Salmonella i bedriften, som er godt sure over, at andre, som har Salmonella i bedriften, ikke får udryddet sygdommen, som spreder sig mellem ejendomme, der ligger tæt. Det kan måske virke næsten uoverskueligt, hvis man har flere tusinde køer på flere bedrifter at få bugt med sygdommen – men når en organisation har en strategi, må den ikke lade dem, som skal flytte sig for at nå strategiens mål i stikken. 

Der er al mulig god grund til at hilse L&F Kvægs strategi velkommen og ønske held og lykke med at forvandle den til praktiske, brugbare, økonomisk forsvarlige handleplaner, som man kan se sig selv i og gennemføre hjemme i løsdriftsstalden, mens man udfører de daglige sysler.
 

 

 

Frederik Thalbitzer, journalist og kvægfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Kvæg, magasinet Kødkvæg samt Kvæg Plus

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Kvæg Plus, "Ugen på spidsen", sætter Peter W. Mogensen og Frederik Thalbitzer, journalister og kvægfaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinerne Kvæg og Kødkvæg samt Kvæg Plus, kvægugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt, og udtrykker ikke nødvendigvis bladhusets holdning.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.