Der er i gennemsnit mindre end 168 gram råprotein per kilo tørstof i fuldfoderet til danske malkekøer, og dermed er målet i den frivillige aftale, landbruget indgik i 2020, nået et år før tid.
Det kunne Ida M.L.D. Storm, der er sektordirektør for Kvæg ikke så lidt stolt afsløre i sin del af beretningen fra Landbrug & Fødevarer Kvæg på årsmødet i Herning mandag formiddag.
Kvægbruget indgik for et par år siden en frivillig aftale om at mindske indholdet af råprotein i fuldfoder for at mindske ammoniakudledningen. Det var krav fra EU, som Danmark til dels selv var skyld i, som var årsag til, at der skulle ske noget på området.
I januar 2019 lå gennemsnittet på 172 gram råprotein per kilo tørstof i fuldfoderet, og siden er det faldet støt. I dag ligger det lige under de 168 gram råprotein per kilo tørstof som gennemsnit af de seneste 12 måneder.
- Vi har endda skruet så meget ned, at vi nu er foran målet om 168 gram råprotein per kilo tørstof i 2024. Det er virkelig godt gået, sagde Ida Storm opstemt.
Kvægbruget kan med denne øvelse bidrage med 500 ton ammoniak ud af de 7000 ton Danmark er bagefter i forhold til EU-krav.
Samtidig pegede hun på, hvordan jerseyproducenterne havde fundet nye løsninger, da Landbrug og Fødevarer Kvæg og Dansk Jersey for nogle år siden indgik en frivillig brancheaftale om stop for aflivning af raske spædkalve.
- Det er fantastiske resultater at have med, når vi sidder til bords med politikere og embedsmænd fra ministerier og styrelser. Det viser, at vi er et erhverv, der tager ansvar! Vi går foran! Og leverer! Og det åbner altså døre, sagde Ida M.L.D. Storm til den stuvende fulde sal.
Relaterede artikler
Kommentarer