Dæksider er tunge!
Det ved enhver, som har arbejdet på et kvægbrug, hvor der sommeren igennem skal slæbes dæksider til siloerne, når ny ensilage skal dækkes til. Og samme dæksider skal løbende pilles af igen, når ensilagen skal bruges.
Men sådan behøver det ikke at være mere, mener Ole Vad Hansen, som var førstegangsudstiller på Nutrifair.
Mere om dette tema
Via sit firma EMKO handel forhandler han et hollandsk tildækningskoncept, som fjerner de tunge løft.
God afdækning
Systemet består af en række net, som hænges på siloens sider. Ovenpå lægges plastikken, og herefter kan afgrøden lægges ind i siloen.
Når grovfoderet er lagt i siloen, og der er afdækket med den ønskede mængde folie, trækkes sikringsnettene over fra begge sider. Nettene forbindes og strammes med særlige bånd, som tvinger plastik og net til at smyge sig hen over grovfoderet.
»Det bliver helt tæt, og især skal man lægge mærke til, at vi får kanten langs silovæggen dækket helt af. Det kan være svært at gøre, hvis man kun har sandsække og dæksider«, fortalte Ole Vad Hansen.
Leder vand væk
En anden smart detalje ved systemet er den lange række af PVC-rør, som er ført ind i sikringsnettene dér, hvor de møder siloens bund langs væggene.
Når det regner, vil overfladevandet nemlig blive ledt til siloens sider og løbe ned ad væggen, hvor det i bunden opfanges og bortledes af PVC-rørene.
Når ensilagen skal bruges, kan man fjerne to meter sikringsnet ad gangen.
Introduktionsprisen for systemet er på ca. 50 kroner pr. kvadratmeter silo, oplyser Ole Vad Hansen.
Faktaboks
SilageSafeBody
- Hollandsk opfindelse
- Forhandles i Danmark af Ole Vad Hansen, EMKO handel
- Ingen krav til silobredde. Nettet klippes af, så det passer til siloerne
Relaterede artikler
Kommentarer