Samson har taget møgprøve med til Paris: - Vi er pavestolte

Den danske gylleudstyrsgigant har hele tre produkter med i kapløbet om stor pris i landbruget – den ene demonstreres med møg fra det virkelige liv.

Selvom man lever af at levere udstyr, der kan transformere gylle og møg om til vigtig næringsstoffer i jorden, så er det ikke hverdag, at Samson tager de ædle produkter, som man hjælper landmanden med at forarbejde, med på messe.

Men da Sima åbnede i Paris søndag morgen, var det med friske forsyninger på husdyrmøg på Samsons stand – om end i lidt fast form, så det var lettere at håndtere.

Samson og deres franske datterselskab udstiller for første gang en helt ny NIR-sensor, som på en Pichon-møgspreder kan måle niveauet for en række næringsstoffer ganske nøjagtig ifølge de første resultater fra testkørsel i det forgangne år.

Juryen, som søndag aften ved et stort show offentliggører vinderne af årets awards fra den store franske maskin - og landbrugsudstilling, synes, perspektivet er så spændende på produktet, der også kaldes for en Optisensor, at man har udnævnt Samson-nyheden til at være med i opløbet om prisen.


Samsons Optisensor er her sat på en møgspreder fra det franske datterselskab Pichon.

 

- Vi er pavestolte af, at vi er med i opløbet med tre nyheder. Nu må vi se. Det er specielt den her med målingen af kvælstof i fast møg, som vi tror på. Den læner sig helt op af dagsordenen om god udnyttelse af kvælstof, som også vokser hernede, siger Samson Agros salgs- og marketingschef Torben Larsen med henvisning til den nye sensor, som er under udvikling i samarbejde med et fransk universitet.  

 

 

 

Vi har set en masse NIR-sensorer i landbruget – og ikke alle steder har det været lige anvendeligt. Hvor brugbart er det her?

- Når man kører med NIR, så kræver det referencer. Der findes på europæisk niveau rigtig mange prøver. Med de test vi har kørt, så ser det ud til at være fornuftigt, siger han.

Hvor langt er vi så fra, at det bliver kommercielt?

– Vi vil igennem en udbringningssæson mere med test, og så tager vi bestik af, hvor langt vi er. Indtil videre virker selve sensorsystemet, men det skal vi også evaluere, og så skal der bygges på i traktoren. Det spændende er også, hvad man har af referencer, når man kommer til andre lande, siger Torben Larsen.   

Automatisk tømning ud fra hældning

Som en af få maskinproducenter på hele messen er Samson faktisk nomineret med hele tre produkter. Udover Optisensor forsøger Samson også at udbredde navnet Alta, som er et system til automatisk tømning fra enten den forreste eller bagerste del af gyllevognen afhængig af hældningsgraden.

Tillige er systemet GSC til gylleudkørsel med sektionskontrol på redskaberne efter Samsons gyllevogne også i betragtning til en stor nyhedspris.

 

 

 

 

Emneord video

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.