Rapsmarkerne nyder derfor godt af de lunere forhold efter et par foregående, kolde uger.
Rapsplanterne buldrer frem mod blomstringsfasen, og her i DEKALB har vi mange sortsforsøg fordelt ud over hele landet. Særlig en af vores nummersorter, som også er en hurtig starter her i foråret, udmærker sig ved allerede at være godt på vej mod blomstringen, det ses på nedenstående billede, der er taget ugen inden påske.
Bekæmp lys bladplet
Igennem marts måned har der været meget fokus på lys bladplet, som har været at finde over hele landet. Især Østjylland og Fyn har dog været hårdt ramt af angreb af en styrke, som ikke har været set i mange år. Mange har derfor bekæmpet sygdommen med en triazol blanding som Folicur Xpert, men under visse omstændigheder er angrebene blusset op igen, som det ses på billede 1.
”I situationer, hvor lys bladplet stadig er at finde i marken, er det vigtigt at vælge en løsning i den kommende svampebehandling, som også har effekt mod lys bladplet, for at forhindre den spreder sig videre op i skulpelaget”, anbefaler Klaus Jakobsen fra Bayer. Prothioconazole, som findes i Prosaro, Folicur Xpert og Propulse, har god effekt på svampesygdommen, og et af disse produkter bør derfor benyttes, hvor der er fokus på lys bladplet. Det er også vigtigt at have dette i baghovedet på lokaliteter, hvor der slet ikke er foretaget en svampesprøjtning endnu.
Billede 1: Under visse omstændigher er angreb af lys bladplet blusset op igen
Bekæmp knoldbægersvamp
Den primære sygdom at bekæmpe i blomstringsfasen er dog knoldbægersvamp. Den fremmes af hyppig rapsdyrkning og især fugtige forhold, hvilket dog ikke er en forudsætning for angreb. Hvilelegemerne fra svampen kan overleve i jorden i op til 10 år, og risikoen er derfor tilstede i rigtig mange marker rundt omkring i landet.
Der findes forskellige strategier til at bekæmpe knoldbægersvamp, og de afhænger alle af lokaliteten, vejret og erfaringer fra tidligere.
”I mange år har standardløsningen været en blanding af et strobilurin- og triazol-holdigt produkt, men med godkendelsen af SDHI midler har vi forhøjet effekten på knoldbægersvamp markant, og det er især kommet til udtryk under kraftige angreb, hvor den ’gamle’ løsning ikke står distancen i samme grad.”, udtaler Klaus Jakobsen.
Derfor kan en behandling med strobilurin og triazol udløse tilstrækkelig bekæmpelse under milde angreb og på lokaliteter, hvor der sjældent dyrkes raps. Meget ofte ser vi dog, at andre midler klarer sig bedre. Indgår raps oftere i sædskiftet – og bliver forholdene fugtige – er et SDHI holdigt produkt derfor at foretrække. Propulse er en god løsning, der med sin triazol del har god effekt på lysbladplet og SDHI del, der har effekt på knoldbægersvampen.
Opnå et højt merudbytte med to svampesprøjtninger
I forgangne vækstsæson lavede vi forsøg i vores storparceller med en eller to svampesprøjtninger, resultaterne kan ses i tabellen forneden. Som det ses, var der et tilfredsstillende merudbytte ved en svampesprøjtning, som igen blev forøget med to svampesprøjtninger.
Figur 1: Oversigt fra vores storskala forsøg, hvor vi har målt udbytter som følge af svampesprøjtninger. 1xFungicid er behandlet med 0,7L/Ha Folicur Xpert i st 65. 2xFungicid er behandlet med 0,7L/Ha Folicur Xpert i st. 65 og fulgt op med 0,6L/Ha Propulse 14 dage senere.
Har man god erfaring med to svampesprøjtninger (eller bliver blomstringsperioden lang), kunne et konkret forslag derfor være 0,5 l/ha Folicur Xpert ved begyndende blomstring, for at bekæmpe lys bladplet. 14 dage senere følges op med 0,6-0,7 l/ha Propulse, hvor hovedfokus er bekæmpelsen af knoldbægersvamp.
”Husk, at sæson 2020 bliver sidste år, hvor Biscaya kan anvendes i vinterraps. Produktet anvendes mod skulpegalmyg og skulpesnudebiller i blomstring og kan derfor med fordel medtages under svampesprøjtningen”, råder Klaus Jakobsen fra Bayer. ”Biscaya udmærker sig ved at have en anden virkemekanismer end pyrethroiderne, som ellers er meget udbredt i skadedyrsbekæmpelsen i vinterraps. Derfor er produktet også godt at medtage af hensyn til at forsinke resistensudvikling hos disse insekter”, anbefaler Klaus Jakobsen.
Med ovenstående strategier har du godt styr på skadevolderne her i foråret og forhindrer dermed, at de påvirker udbyttepotentialet i blomstringsfasen.