Sådan optimerer du din produktionsøkonomi ved de nuværende høje markedspriser

Tilrettet 20/7 kl. 12.37

Af kvægrådgiver Henrik Hansen Bonde, Kvægrådgivning Danmark

 

Den høje prisinflation og en ubalance i udbud-efterspørgselskurven på råvarer som oksekød, mælk og indkøbt foder, stiller krav til at du som mælkeproducent holder tungen lige i munden og fortsat har fokus på at opnå topresultater i den daglige drift. Vi har nu en gylden situation i kvægbruget, hvor gode produktionsresultater og en effektiv drift, kan udmønte sig i ekstraordinært flotte økonomiske resultater. Det er derfor vigtigt at holde fast og fokusere på at trimme driften bedst muligt, så vi i dansk kvægbrug får opbygget en stærk og robust økonomi, som er klar til at stå imod når den økonomiske medvind, igen bliver til modvind. 

Godt landmandskab, handlekraft & overblik skaber gode resultater

De klassiske dyder som kendetegner godt landmandskab, er fortsat højaktuelle. Det er fortsat gældende, at god driftsledelse, godt købmandskab og proaktiv handlekraft er det, der skaber den bedste økonomi på et kvægbrug – hvilket betyder, at der er rigtig meget du som kvægbruger kan gøre for at skrue på den økonomiske motor og forbedre årsresultatet på dit kvægbrug. De ting du kan gøre for at opnå de gode resultater, er først fremmest afhængig af at der skal være tid og overskud i dagligdagen til at gøre noget andet. Hvis ikke, så start med at prioritere opgaverne i det daglige, så det gradvist kan lykkes at flytte hverdagen fra altid at have travlt, til forebyggende opgaver, så I kommer på forkant med tingene og bruger tiden på de ting der skaber størst værdi. 

Når der er overblik, så kan du som kvægbruger lettere rette fokus imod de indsatser der skaber resultater på din bedrift. Her er det først og fremmest, også vigtigt at du kender din indflydelsescirkel og retter dit fokus imod de ting, du selv har indflydelse på som landmand og dermed selv kan ændre på ved en fokuseret indsats. I tekstboksen ses nogle forslag til hvor du kan rette dit fokus hen.

Ydelsen er fortsat vigtigst 

Det har i mange år været bedrifterne med den højeste ydelse og de laveste omkostninger pr. kg EKM, som har klaret sig bedst – og det er ikke blevet mindre vigtigt nu hvor mælkeprisen har nået nye historiske højder på mere end 4 kr./kg EKM. Vi har samtidig haft stigende foderpriser, som især i starten kunne skabe tvivl om hvorvidt det overhovedet kunne betale sig at tilskudsfodre køerne på det normale niveau. Som en tommelfingerregel rundt regnet, så kræver det ca. 1 kg ts i tilskudsfoder at producere 2 kg EKM ekstra ved de første 5-7 kg ts – så med den nuværende mælkepris her i starten af juli måned 2022 på 4,18 kr. kg/EKM, så skal kraftfoderet koste 836 kr./hkg for at det ikke længere giver mening at tilskudsfodre på et moderat niveau. 

Der er selvfølgelig en biologisk grænse for hvor hårdt du kan tilskudsfodre en ko og der er en aftagende ydelsesrespons ved store kraftfodermængder, som vi skal tage højde for i fodringen af køerne så vi opnår den bedste produktionsøkonomi. Selvom det kan betale sig at satse på en høj ydelse, så ændrer det ikke på, at det øvre niveau for den økonomiske og biologisk optimale grovfoderandel i en ration, vil flytte sig efter prisforholdene. 

Overordnet er det ikke grovfoderandelen, men derimod ydelsesniveauet og grovfoderets kvalitet, som betyder allermest for restbeløbet (mælk minus foder) pr. ko pr. dag. En høj grovfoderkvalitet gør det muligt at opnå ca. 60 pct. grovfoder i rationen, uden at det koster på ydelse og dermed restbeløb, mens det ved middel grovfoderkvalitet ikke er muligt at komme over 50-55 pct. grovfoder før det koster på ydelsen. Det vigtigste er altid at sikre koen de ernæringsmæssigt bedste betingelser, med en balanceret fodring, som både bidrager til en høj mælkeproduktion og en sund ko.

Den økonomiske konsekvens af en højere ydelse pr. ko, ses illustreret i figuren, hvor der i kvægnøglen 2021 var en pæn sammenhæng mellem ydelsen og det opnåede dækningsbidrag. Diagrammet viser helt konkret at ydelsen har en sammenhæng med dækningsbidragets størrelse på ca. 50 pct. Samtidig er det vigtigt at være bevidst om at en lav foderomkostning pr. ko, kun er en fordel hvis der samtidig er en høj ydelse pr. ko.

 

 

Faktaboks

Forslag til, hvor du kan påvirke din produktionsøkonomi

  • Sats på en høj mælkeydelse, høj fodereffektivitet og en høj holdbarhed.
  • En god opstart efter kælvning & lav ydelsesvariation = færre køer som skuffer ydelsesmæssigt.
  • Reproduktions- og sundhedsresultater i top = mindre spild og højere produktion.
  • En handelsstrategi for indkøb af protein- og stivelseskilder – bedre indkøbspriser.
  • Fokus på at opnå en god grovfoderkvalitet –> det gør det muligt at øge grovfoderandelen.
  • Fodring med frisk græs eller roer, kan skubbe en del af det indkøbte foder ud af rationen.
  • En højere selvforsyningsgrad kræver en lav fremstillingspris på hjemmeavlet foder.
  • Tæt opfølgning af fodringen med EFK’er, så du ved hvordan det står til med produktionen.
  • Fokuser på at optimere de daglige arbejdsrutiner & arbejdseffektiviteten. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.